1. Ordklasser: Om at samle på ord

2. Kryds, bolle og trekant: Om hvem der æder hvem 

3. Adverbialer: Om sted, tid og måde

4. Prædikativer: Om at være, blive og gøre våd

5. Grupper: Om flere ord på samme plads

6. Paratagmer: Om sideordning

7. Verbalgruppen: Om hjælpeverber og diskontinuerlige led

8. Ledsætninger: Om kommaregler og sætninger i sætninger

9. Foreløbige subjekter og infinitiver: Om at have en stedfortræder

Grammy i Klostermølleskoven

1. Ordklasser: Om at samle på ord

Efter et stykke tid kunne Grammy og Michael ikke finde flere ord, de kunne oversætte, og kedede sig. "Hvad skal vi lave?", spurgte Michael. "Svømme i søen? Fælde træer? Gemme os?"

"Flodheste er for store til at gemme sig i skoven, og jeg har ikke de rigtige tænder til at fælde træer", svarede Grammy. "Men det var da nogle skægge ord - lave, svømme, gemme, fælde. Skal de også staves med stort på tysk? Jeg tror ikke, de er nemme at tegne, man skulle jo nærmest tegne et helt billede."

"Nej", sagde bæverungen, "De skal ikke staves med stort. Den slags ord, der fortæller hvad man gør eller hvad der sker, hedder verber. Men o.k., lad os se hvem der kan svømme hurtigst over søen!"

De var omtrent lige hurtige, fordi Grammy hoppede i vandet først og hele tiden var i vejen for bæverungen. På den anden side af søen satte de sig på noget mos og prøvede at finde flere verber, og at oversætte dem. "Det er sjovt, at nogle ord kan lide hinanden, og andre kan ikke", sagde Grammy. "De her verber kan altid stå lige efter de ord, man kan tegne, - jeg mener, efter de der substantiver, og for øvrigt også lige efter 'Michael' og 'Grammy'."

"Du har ret", svarede Michael. "Og os kan man jo for resten også nemt tegne. Selvom det kræver et stort stykke papir i dit tilfælde ....".

"Mens substantiverne, på den anden side, ikke kan lide hinanden." tilføjede Grammy. "Der kommer som regel andre ord imellem dem."

De prøvede det af ved at skrive nogle sætninger på et stykke papir. For at man bedre skulle kunne se, hvilke ord der var gode naboer, skrev de verberne med rødt og substantiverne med blåt:

De prøvede også med nogle ord fra Grammy's adjektiv-hæfte, og fandt ud af, at disse "hvordan"-ord godt kunne lide at stå til venstre for de substantiver, som de fortæller noget om:

Endelig fandt de også ud af, at der findes "hvordan"-ord også til verberne, dvs. ord, der fortæller, hvordan eller på hvilken måde noget gøres eller sker. Disse ord hedder adverbier:

Mens de sad og skrev, kom en menneskeunge kørende på en cykel. Det var en lille pige, der ville bade i bæversøen, fordi det var så varmt. Grammy og Michael hørte hende først, da hun smed cyklen ved søbredden. Bæverungen blev meget forskrækket og sprang i vandet og klaskede med halen på vandoverfladen for at advare de andre bævere i søen, og skyndte sig ned i sin hule. Men flodføllet Grammy var vant til mennesker fra Sydafrika (selvom de fleste han havde mødt havde haft en anden farve), og blev ikke bange. Han sagde: "Hej. Jeg hedder Grammy. Hvad hedder du? Er du også på ferie?"

Pigen blev næsten lige så forskrækket som bæverungen, da hun så en lille engelsktalende flodhest sidde i græsset, men hun sprang ikke i søen, og hun havde jo heller ikke nogen hale at klaske med. Så i stedet for tog hun et par skridt tilbage og tænkte på bamse og kylling og alle de andre talende dyr, der var rarlige, og slet ikke farlige.

Pigen kunne lidt engelsk og fortalte at hun hed Ronja, og at hendes far ikke var røver, men skovfoged i Klostermølleskoven. Grammy ville gerne have flere venner og tilbød Ronja, at hun kunne ride på ham i søen, og måske kunne de besøge bæverungen i sin hule, hvis hun var god til at dykke, - fordi indgangen til hulen lå under vandet.

Inde i hulen var bæverungen ikke bange mere, fordi det jo var hans hule, og de begyndte at samle på ord igen. Ronja prøvede at lære dem lidt dansk.

Ronja forklarede: "På dansk kan man bruge lorte-skide-testen til at finde ud af, om et ord er et substantiv eller et "hvordan"-ord, dvs. et adjektiv eller adverbium, - eller ikke nogen af delene. Man starter med lorte-testen. Går den, er der tale om et substantiv:"

"Dernæst laver man skide-testen. Går den, er der tale om et hvordan-ord:"

For resten kan man også bruge fucking-testen for substantiver og pisse-testen for adjektiver, men så grimme ord syntes Ronja ikke hun ville lære udlændingene.

Ronja havde også en idé, hvordan man kan teste verber: "Når man tænker på, at verber fortæller, hvad man laver eller hvad der sker, lyder det jo som en god test for verber at spørge: Hvad laver han? Hvad gør hun?"

2. Kryds, bolle og trekant: Om hvem der æder hvem

"Tihi! Så bliver stakkels Michael jo skaldet .... Det skal hedde: Han fælder træer! Ellers er verbet ikke rigtig fuldstændigt, eller hvad?"

Ronja	ser	flodhestene

Bæverungen	spiser	fisken

For at huske hvilke krydseduller der betyder hvad, kan man sige: kryds boller trekant, så kan man ligesom høre, hvem der boller (subjekt), og hvem der bliver bollet (objekt). Men det ville Ronja igen ikke fortælle udlændingene, og hun fortsatte i stedet for:

"Den runde bolle i midten er så at sige krumtappen, som sætningens andre led kredser omkring. Krumtappen kaldes af nogle for verbal, fordi den består af verber, og af andre for prædikator eller udsagnsled, fordi den udsiger (prædicerer), hvad de andre led gør med hinanden.

Men Grammy er ikke overbevist, at det er så enkelt: "Og hvordan kan man så være sikker på, at det er bæverungen, der spiser fisken?" spørger han. "Det kunne jo være omvendt. I Afrika fx har vi fisk, der sagtens kunne sluge en hel bæverunge eller to med et enkelt haps!"

"Jeg ved, hvordan man kan vide det", sagde Michael pludselig. "På tysk ser ordene ofte anderledes ud, alt efter om de bruges som subjekt eller objekt. Man siger, at subjekter står i nominativ, og objekter i akkusativ:"
 

DerBiber	frisst	denFisch .	DerFisch	frisst	denBiber
Den Fisch	frisst	der Biber .	Den Biber	frisst	der Fisch

Bæveren bliver derfor der Biber, når den spiser, men den Biber, når den selv bliver ædt. Ord som der og den, der fortæller om der er tale om en bestemt bæver, kalder man artikler.

Michael vinder artikelkonkurrencen. Tysk har hele 3 bestemte artikler, der, die og das, og die kan laves om på i mange tilfælde, fx for at vise, hvem det er, der bliver ædt.

Al den snak om objekter og hvem der spiser hvad, havde gjort dem sultne, og de tre venner forlod bæverhulen for at finde noget mad. Ronja svømmede over til sin cykel for at hente sin madpakke, Michael dykkede efter fisk, og Grammy stod i det lave vand ved bredden og spejdede efter sine forældre, der kunne skimtes i vandskorpen i den anden ende af søen. Sikkert havde de fundet noget lækkert vegetarmad. Dansk og økologisk.

Michael kom svømmende med en ørred i munden og klatrede på land. "Kan du se dem?" gumlede han mellem to bid. "Dine flodhesteforældre?"

Jeg	kan se	dem.
I	can see	them.
De	kan se	mig.
They	can see	me.

"Det er korrekt," sagde Ronja, der havde pakket sin sandwich ud, "dem, them, mig og me er alle bøjet i akkusativ. Men det gælder i engelsk og dansk kun få ord, såkaldte pronominer (stedord), der erstatter de rigtige substantiver, men ikke selv kan tegnes. Og på dansk kan man ved disse ord så også ændre rækkefølgen, og stadigvæk vide hvem der spiser hvem:
 

Ham	spiser	jeg!

"Ham kan godt spises, med det er ikke noget pronomen," protesterer Grammy grinende. Jeg kan godt tegne en skinke, så det må være et substantiv!"

"Men på dansk er det et pronomen. Det betyder him på engelsk." forklarer Ronja. "Og så er t-h-e for resten ikke nogen artikel på dansk, men noget min mor drikker når hun er syg eller der ikke er mere kaffe i huset."

Ronja satte sig ned ved siden af dyrene, med fødderne i vandet, og begyndte at spise sin madpakke. Der var leverpostejmadder, mandariner og en lille pose med mandler, rosiner og chokoladestykker der var ved at smelte.

Gib	mir	dieMandeln!
Give	me	thealmonds!
Giv	mig	dem!

"Hov, hov," sagde Grammy, "Der er mere end ét pronomen i Giv mig dem! Godt nok er der et dem i stedet for de=mandlerne, men der er også et mig i stedet for jeg=Michael. Er det måske også akkusativ?"

"Men selvom der ikke er forskel på akkusativ- og dativ-pronominer på dansk og engelsk," forklarede Ronja, "er der stadigvæk forskel på hvem der bliver spist og hvem der får noget. Det er to forskellige typer objekter, - det der bliver spist hedder direkte objekt (), og den der får det hedder indirekte objekt ()."

Gib	sie	mir!

"På engelsk og dansk ved man jo ikke, hvad der er hvad, og derfor har man aftalt, at den, der får noget (indirekte objekt), kommer før den, der bliver ædt (direkte objekt)."

3. Adverbialer: Om sted, tid og måde

Give	them	to me!
Giv	dem	til mig!

"Er det kun når man får noget, at der bruges præpositioner?" spurgte Michael. "Lad os prøve at finde andre sætninger med præpositioner!"
 

Det viser sig faktisk, at præpositioner kan bruges til en hel masse andre ting, og især til at fortælle hvor, hvornår og hvordan noget gøres eller sker. Men det er aldrig præpositionen alene der betyder noget, - præpositionerne er faktisk altid klistret "foran på noget".

Og han læste nogle ord op fra hæftet:

overalt, hurtigt, nu, aldrig, grundigt, borte, væk, gerne, her

Fiskene	svømmer	isøen.	(hvor?)
Grammy	kommer	fraAfrika.	(hvorfra?)
IDanmark	bor [der]	mange hvide mennesker.	(hvor?)
Tiljul	kommer	bedsteforældrene.	(hvornår?)
			(hvordan?)

Man	fælder	træer	med tænderne	(hvordan?)

Men det er ikke altid, at man kan finde adverbier i stedet for præpositionsforbindelserne og spørge hvor, hvornår og hvordan. Som fx i det tidligere eksempel, hvor præpositionsforbindelsen til mig erstatter et indirekte objekt (giv mig det! - giv det til mig!). Ronja havde fundet flere spændende tilfælde:
 

Flodheste	tænker	altid	på mad .
Flodføllet	skubbede	kådt	til sin mor.

Altid og kådt er gode nok, de har med tid (hvornår?) og måde (hvordan) at gøre, og må være et adverbial. Men på mad og til sin mor minder mere om til mig, der jo heller ikke er noget adverbial. Grammy havde igen løsningen: "Vi kalder det bare for objekt. Præpositionsobjekt!"

Das Nilfohlen	schubste	seine Mutter.

Helt uden præposition. Så lad os bruge kantede symboler for alle objekter, lige meget om de har en præposition eller ej!"

direkte objekt (som bliver ædt, i akkusativ) indirekte objekt (som får noget, i dativ)  præpositionsobjekt (som har en præposition, men fungerer som objekt, ikke som adverbial)
Grammy, Ronja og Michael legede resten af eftermiddagen sammen ved søen. De fandt et sted med et stykke sandstrand, og tegnede ord, billeder og symboler i sandet. Til sidst blev de trætte, og Ronja hentede sin cykel for at tage hjem. Men først inviterede hun dyreungerne til at besøge hende hjemme i skovriderhuset næste dag.

4. Prædikativer: Om at være, blive og gøre våd

De fandt nemt huset, og Ronjas far og mor viste sig at være rare mennesker, selvom de også var ret hvide. De havde ryddet alle møbler ud af stuen og åbnet den franske altandør for at gøre plads til Grammy. "Eller for ikke at få vandskade af os våde dyr," hviskede bæverungen og rystede dråberne af sin hale.

Skovrideren havde fanget nogle fisk til Michael, og skovriderfruen havde plukket jordbær i haven, og Ronja havde bagt to lækre kager, som de spiste med masser af flødeskum. Til sidst var de alle så mætte, at de næsten kunne rulle rundt i den møbelfrie stue, men de besluttede hellere at rulle rundt udenfor, og Ronjas far spurgte: "Har I nogensinde set en planteskole?"

Det var der ingen af dyrene, der havde. "Kan planter gå i skole?" spurgte Grammy. "Hvis de ellers kunne gå i det hele taget, " tilføjede han grinende.

Skovrideren viste dem alle de små træer i planteskolen. "Det her er en ædelgran," sagde han og pegede på et flot lille nåletræ. "Det har grankogler der står oprejst, og det ser smukt ud".

Mens de vandrede igennem plantagen, begyndte Grammy igen at tænke på grammatik. "Når noget er noget," sagde han, "er der jo ikke nogen der laver noget, og heller ikke nogen der bliver ædt eller lignende. Hvad er så subjekt og objekt?"

Tilbage ved huset fandt Ronja noget kridt og de skrev en masse noget-er-noget-sætninger på terrassen:
 

Dette	er	en ædelgran.
Juletræet	er	dyrt.
De	var	billige.
That film	was	very funny.
Meine Freundin	heisst	Line.

Der er altid noget i midten, der mere eller mindre betyder er (eller hvad det nu bliver på tysk eller engelsk), og så er der ord til venstre og højre, der hører sammen, som var der et lighedstegn imellem dem.

Ædelgran	er	dyr.	(fælleskøn ental - utrum singularis)
Juletræet	er	dyrt.	(intetkøn ental - neutrum singularis)
Juletræerne	er	dyre.	(flertal - pluralis)

Dette er imidlertid ikke sandt for engelsk og tysk (hvor adjektiverne efter er er uforanderlige), og Grammy ville også have forklaret hvad intetkøn og fælleskøn er for noget.

Vennerne grublede lidt over, hvad det mon kunne hedde, når noget ikke var et objekt eller subjekt, men afhængig af subjektet, som om der var lighedstegn imellem. Til sidst spurgte de Ronjas mor, der var ved at fjerne flødeskum fra gulv og vægge i stuen, og fik at vide, at der var tale om subjektsprædikativer (eller subjektskomplementer), både når der er adjektiver eller substantiver, der udsiger (prædicerer) noget om subjektet. Symbolet er en kombination af kryds og bolle, fordi det både har med subjekt og prædicering (udsigelse) at gøre.

Og så er det for resten ikke altid sådan, at subjektet står på venstre side, og subjektsprædikativet på højre. Spørgsmål har fx ofte omvendt ordstilling:
 

Hvad	er	et juletræ?

Men det kan man jo nemt se, når man prøver med pronominer, fx. 'jeg' og 'mig', der er henholdsvis nominativ og akkusativ. 'Jeg' afgør subjektspladsen:
 

Hvad	er	jeg?	-	Det	er	mig.
Who	am	I ?	-	It	is	me

"Og nu skal I hjælpe mig med at gøre terrassen ren og gulvet tørt," sluttede Ronjas mor. "Så kan jeg bagefter forklare jer, hvad objektsprædikativer er.

Det var ikke særligt sjovt at tørre gulvet, men til gengæld var det sjovt at gøre terrassen våd for at få kridtet af. De lavede først en lille vandpyt i midten med haveslangen, og så stod bæverungen Michael med ryggen til vandpytten og klaskede i den med sin hale, mens flodføllet prøvede at blive sprøjtet på, og Ronja prøvede ikke at blive sprøjtet på - eller i hvert fald lade som om hun prøvede.

"Nu har jeg forstået forskellen mellem subjektsprædikativer og objektsprædikativer," råbte Grammy pludselig. "Forskellen er den samme som mellem at blive våd og gøre våd." Han tog haveslangen og sprøjtede en ordentlig sjat på Ronja. "Nu er du et vådt objektsprædikativ for mig, og et vådt subjektsprædikativ for dig selv."

Selvom hun godt kunne lide vand, blev Ronja lidt sur og truede: "Hvis jeg nu slår dig til plukfisk, kan bæverungen spise flodhest for første gang i sit liv". Men det var svært at skælde ud på en våd grinende flodhest, og de begyndte hurtigt at diskutere grammatik igen. De hentede skovriderfruen, og hun viste dem mange eksempler på objektsprædikativer (eller objektskomplementer):
 

De	kaldte	ham	hest.
Forældrene	døbte	barnet	Susanne.
Hun	malede	byen	rød.
Julegaven	gjorde	ham	glad.
Vandkampen	havde gjort	dem	trætte.
Ronja	slå	flodhesten	til plukfisk.
Man	hielt	ihn	für verrückt.
Florida	elected	him	president.
	Leave	me	alone!
	Lass	sie	in Ruhe!
		Cuba	libre!

Das	nennt	man	ein Objektsprädikat.
Hvad	kalder	man	en fed mindreårig rengøringsassistent ?
			- en moppedreng !

Grammy's hæfter blev mere og mere fulde, fordi der nu også var danske og tyske ord han skulle skrive ned. For at spare plads begyndte han at skrive engelske, danske og tyske ord ved siden af hinanden, når de betød det samme. Fx: skør - crazy - verrückt.

Senere legede de gemmeleg, men Grammy skulle altid søge, fordi han jo var for stor til at gemme sig, og til sidst sagde han, at han fra nu af kun ville lege gemmeleg om natten. Ved nymåne. De tømte skovriderfryseren for is og skovriderkøleskabet for æblesaft, og så sagde Grammy og Michael farvel og sprang i åen for at tage tilbage til deres sø.

5. Grupper: Om flere ord på samme plads

Han	er	fed  &	han	er	mindreårig  &	han	er	rengøringsassistent

"Jo, det kunne man da måske godt sige," sagde bæverungen og hoppede på en stor sten i åen, "Men fed og mindreårig er jo adjektiver, der godt kan lide at stå ved siden af et substantiv som rengøringsassistent. Så jeg tror, at prædikativet egentlig er ordet rengøringsassistent, der så får fed og mindreårig med på vognen. Samt artiklen en, måske."

Grammy prøvede også at finde en sten, men han var alt for stor. Så han lagde sig bare ned på den bløde åbund, med hovedet hvilende på en sten med rigtig meget mos på. "Du har ret," sagde han efter at have tænkt sig om. "fed og mindreårig hænger sammen med rengøringsassistent, uanset om der er tale om et prædikativ eller ej. Tag fx følgende sætninger, hvor ham rengøringsassistenten bliver subjekt eller objekt:"
 

En fed mindreårig rengøringsassistent	kom svømmende	ned ad åen.

Hajen	havde spist	en fed mindreårig rengøringsassistent.

Åen var ikke dyb her, og der lå mange sten i vandet, så bæverungen prøvede at hoppe videre fra sten til sten. Hvis der manglede en sten, stillede Grammy sig i midten med sin brede ryg, så Michael kunne bruge ham som hoppesten. Det var meget skægt og de nåede næsten hjem uden at snyde, dvs. uden at skyde mere en én "flodhestesten" ind mellem de rigtige sten.

Dyrene havde fundet ud af, at ord kan danne grupper, ved at ét hovedord "binder" et eller flere andre ord, og hiver dem med ind i den rolle hovedordet udfylder, fx som subjekt eller objekt. Man kunne også sige, at det er gruppen som helhed der er subjektet eller objektet. Grammatikerne kalder hovedordet i en gruppe for kerne (), og de andre ord for dependenter eller adled (<>), dvs. afhængige led.

En sætning kan indeholde mere end én gruppe, i princippet kan hvert led (hver plads) i sætningen udfyldes af enten et ord eller en gruppe. Man kan bruge understregning til at vise, hvilke ord der hører sammen i en gruppe, men hvis man også vil vise, hvad der er hvad indenfor gruppen, kan det være en god idé at tegne sætningen som et såkaldt sætningstræ:

I eksemplet ses en sætning med 3 led (). Her består subjektet () af en gruppe med 2 ord, kernen Grammy og dependenten lille. Subjektsprædikativet (), dvs. det som Grammy er, består også af en gruppe med 2 ord. Her er kernen træt og dependenten meget.

Grammy og Michael fik vist, hvordan man laver sætningstræer af bæverfaren, der godt kunne lide grammatik. "Hvis en bæver skal lære tysk, er det simpelthen nødvendigt med grammatik," sagde han. "Kun meget små menneskeunger kan lære ordentlig tysk uden at lære grammatik først. Derfor er alle tyske bævere gode til grammatik".

De lavede træerne ud af små grene, med nogle forskellige sten, muslinger og nødder som subjekter, objekter osv. Som kerner brugte de nogle gamle ølkapsler, bæverungen havde fundet efter en Skt. Hans-fest. Sætningens top blev markeret med to grene på tværs, og gruppernes top med én gren på tværs.

Michael havde et forslag: "Man skal bare tænke baglæns. Hvordan ville sætningen se ud hvis ordene ikke var blevet udvidet som gruppe? Man kan jo ikke sige Lille er meget, men derimod godt Grammy er træt. Så derfor er Grammy det egentlige subjekt, og træt det egentlige subjektsprædikativ. De er bare blevet udvidet med nogle dependenter."

"Vi prøver lige igen med rengøringsassistenten og ser, om det går," siger Grammy:

Og det gik rigtig fint. De fik en ny slags gruppe med lutter verber (havde spist), men også her kunne man nemt høre at Hajen spiste rengøringsassistenten lyder bedre end Hajen havde rengøringsassistenten.

"I aften laver vi et bål på stranden," foreslog bæverfaren. "Hvad siger I til det?"

"At det er nogle mærkelige grupper du har lavet der," svarede Grammy. "Jeg mener 'i aften' og 'på stranden'. Man kan jo ikke forenkle sætningen til noget fornuftigt:

'I laver vi et bål på.' 'Aften laver vi et bål stranden.'

6. Paratagmer: Om sideordning

Moren	laver	græstærte	og	fiskefrikadeller.
Bæverne	og	flodhestene	laver	bål.

"Det er ikke grupper," indvendte Michael, "Der er bare 2 objekter i den ene sætning, og 2 subjekter i den anden!"

Da de kom tilbage med deres græs- og fiskebytte, viste det sig, at Grammy havde ramt rigtig igen. Bæverfaren syntes også, at græstærte og fiskefrikadeller ikke var 2 ord-objekter, men 1 gruppe-objekt. "Den slags gruppe hedder paratagme (eller sideordning)," forklarede han. "Det er små bindeord, såkaldte sideordnende konjunktioner, som og eller eller, der binder paratagmet sammen. Man siger at de fungerer som sideordnendekonjunktionaler (græstærten og fiskefrikadellerne selv, hedder konjunkter (#) eller sideordningsled."

Men Grammy havde en endnu sværere sætning, med 3 verber. Mon de alle er verbaler, eller én gruppe-verbal, eller en almindelig gruppe og et paratagme, eller hvad?

Da Ronja kom, havde hun følgende forslag: "Hvis vi nu siger, det er én gruppe det hele, og gør, som om vi aldrig havde hørt noget om paratagmer, hvordan ville det så set ud?"
 

Vi	skal	spise	og	drikke	en	hel	del
	>				>	>

"Der er altså 2 kerner i verbalgruppen. Skal vi ikke bare slå dem sammen til et paratagme? Here we go:"

Og det gjorde de. Spise og drikke en del, altså. Mens bålet blafrede op i den lyse sommernat og små bæverskygger og store flodhesteskygger dansede på sandet. Og da de var helt mætte, satte de sig ned i det varme sand, og fortalte historier. Sande historier og usande historier, sjove og triste, og et par spøgelseshistorier. Flodhestene skulle fortælle om Afrika.

7. Verbalgruppen: Om hjælpeverber og diskontinuerlige led

Men så nemt er det alligevel ikke. "Ikke når sætningen står i passiv," forklarede bæverfaren. "Så er det hele nemlig vendt på hovedet, og objekt er blevet subjekt. Passiv dannes med 'blive' eller ved at sætte -s på verbet. Se fx følgende 2 sætninger:"
 

Løver	kan spise	bævere	(aktiv)
Bævere	kan blive spist	af løver	(passiv)
	kan spises

"Det er værre end spøgelseshistorier," sagde bævermor og trak sin unge ind til sig. "Selvfølgelig bliver du ikke ædt af løver! Der er ingen løver i Klostermølleskoven."

Ronja havde en idé. "Det kan vi da godt tegne. Vi deler bare gruppen op i to halvdele."

"Det er specielt slemt med verberne," fortsatte bæverfar. "Fordi de egentlig er ret forskellige, selv når de står sammen i verbalgruppen. Fx er der højst ét såkaldt finit verbum, der viser nutid eller datid (som bliver eller blev), og det står altid helt til venstre. Og det vigtigste verbum, sådan rent betydningsmæssigt, står altid helt til højre, hvis der er flere verber i gruppen. Det verbum kaldes så for hovedverbum (), og de andre - til venstre - hedder hjælpeverber (). Hovedverbet er det ord der kan erstatte hele verbalgruppen. Når verbalgruppen splittes op i to diskontinuerlige led, fx af subjektet eller det lille adverbial ikke, er det gerne det første - finitte - hjælpeverbum ('), der fraspaltes. Fx:"
 

Du	ville	kunne	blive	spist,	(hvis du var en bæverunge.)

Du	ville	ikke	kunne	blive	spist,	(hvis du var en bæverunge.)
	---		---

(Hvis du var en bæverunge)	ville	du	kunne	blive	spist,
	---		---

Da bålet var brændt ned, besluttede dyrene og Ronja at sove udenfor i den varme sommernat. De spredte gløderne lidt og kom et lag sand på. "Det kalder man en mongolsk sandseng," forklarede Michael, der havde læst en bog om to drenge, der skulle rejse igennem Gobi-ørkenet på kameler. "Ægte kameler," tilføjede han, med to pukler, ikke de afrikanske dromedarer med deres sølle ene pukkel."

De hentede nogle tæpper fra flodhestefamiliens store ferietelt og fra bæverborgen, og rullede sig sammen på det varme sand, og fortalte endnu et par historier til hinanden. Så faldt de i søvn, mens de små danske myg forsigtig kravlede tilbage én efter én for at se efter, om bålet med sit irriterende røgslør stadigvæk var der.

8. Ledsætninger: Om kommaregler og sætninger i sætninger

Der var lang vej til skolen, og Ronja trak sin cykel, for at dyrene kunne følge med. På landjorden var de jo ikke særlig hurtige. I skolen viste det sig, at flodføllet ikke kunne komme igennem døren til klasseværelset. Så Grammy skulle stå udenfor i gården med hovedet ind igennem vinduet, for på den måde kunne han alligevel være med. Bæverungen kunne sagtens komme igennem døren, men den kunne ikke sidde på en stol uden at klemme halen. Så den brugte den eneste sofa, de havde i klasseværelset.

Ronja introducerede sine nye venner, og så skulle der læres kommaregler.

Læreren, der hed Morten og godt kunne lide dyr, var selv ked af at der hele tiden kom nye regler, både kommaregler og arbejdstidsregler. "Men," sagde han trøstende. "Der er igen blevet færre kommaer." Og han viste dem 8 regler for hvordan man skulle sætte komma mellem ledsætninger og hovedsætninger.

Og han skrev på tavlen:
 

Jeg	hader	økomælk.

Jeg	hader,	at	du	drypper	på gulvet.

"Man kan så tælle sætningerne ved at se, hvor mange kryds-og-bolle-par der er. Nemlig ét i det første, og to i det andet eksempel. Og lad så være med at dryppe, Grammy!"

"Det kan jeg skrive pænere," råbte Ronja. Og hun tegnede et rigtigt sætningstræ - den slags, de havde leget med ved skovsøen:

Morten var imponeret. "Et meget smukt træ," sagde han. "Jeg har ikke set magen til siden jeg var inde på VISL's hjemmeside sidste jul. Men jeg har ikke set det symbol før, som du har tegnet over at."

"Det er de også," svarede Morten. "Forskellen er bare, at og og eller er sideordnendekonjunktioner, mens at og hvis og fordi er underordnendekonjunktioner. Og det er for resten den forskel, som sætningstræerne er så gode til at vise, fordi man har alle de forskellige niveauer i træet."

Der blev en lang pause, og læreren kom for sent tilbage i klassen, og Grammy dryppede endnu mere end sædvanligt, fordi de havde leget vandkamp i gården. Mange af børnene havde nemlig fået kæmpemæssige vandpistoler i ferien, der kunne ramme en flodhest på 20 meters afstand, - hvis flodhesten ellers stod stille. Og det gjorde Grammy.

Så blev der igen ny kommasætning, og Morten skrev sine 8 regler for forskellige sætningskombinationer på tavlen:
 

Hovedsætning	,	hovedsætning.
Hovedsætning		ledsætning.
Hovedsætning		ledsætning		ledsætning.
Hovedsætning--		ledsætning	,	--hovesætning.
Hovedsætning		ledsætning		ledsætning		ledsætning.
Ledsætning	,	hovedsætning.
Ledsætning		ledsætning	,	hovedsætning.
Ledsætning		ledsætning		ledsætning	,	hovedsætning.

"Hold da op," sagde Grammy. "Kan det siges mere indviklet? Så vidt jeg kan se, kan alle dine regler slås sammen til én: Sæt komma før en hovedsætning!"

Morten strittede lidt imod, fordi han havde fundet det i en bog, men de prøvede det af på en række sætninger, og så måtte han indrømme, at Grammy's regel var en god og enkel regel.

"Det er virkeligt nemt," sagde børnene, "at se hvad der er en ledsætning i træerne. De er bare længere nede i træet. Man burde kalde det nedsætning i stedet for ledsætning!"

Men Ronja havde opdaget en anden forskel: "Det er skægt med de to kommer oven i hinanden, og så med et komma imellem: kommer komma kommer! Og forklaringen synes at være, at ledsætningen er , og hovedsætningen . Dvs. at ledsætningen har verbalet sidst, og hovedsætningen først."

"I princippet ja," sagde Morten. "Men dansk har noget der hedder forfelt i sætningen, der trækker subjektet frem foran verbalet i en hovedsætning, hvis der ikke er andet ledmateriale til at udfylde forfeltet. Tænk bare hvordan vores sætning ville se ud uden adverbial-ledsætningen 'hvis Grammy kommer'. Man kan ikke bare sige 'Kommer jeg også.' Det skal hedde 'Jeg kommer også', med subjektet først, dvs. , lige som i en ledsætning."

Jeg	kommer	også

"Mmmh," brummede Michael nede i sofaen. Og så lidt højere: "Jeg synes nu godt, man næsten kan sige Kommer jeg også.' I hvert fald, når det ikke er én selv, man taler om. Fx Kommer han også?' - Det bliver bare til et spørgsmål i stedet for.
 

Kommer	han	også?

"Nemlig." sagde Morten. "Spørgsmål har omvendt ordfølge. I både dansk, engelsk og tysk. Jeg ville bare ikke have det med for ikke at forvirre jer."

"Som I kan se, står 'ikke' efter verbet i hovedsætninger (-ikke), og før verbet i ledsætninger (ikke-). Og det gælder uanset om hovedsætningen kommer først eller sidst, og forfeltet er også lige meget i den test, fordi det ikke kan flytte rundt på ikke. Så det er en meget sikker test. Både for dansk og tysk, men ikke for engelsk."

Jeg	har	ikke	sprøjtet,	fordi	du	ikke	har	sprøjtet.
	---		---

"Nå," sagde Ronja. "Nu kan vi genkende alle hoved- og ledsætninger, både vha. træer og kryds-og-bolle-testen, og ikke-testen. Kan vi så ikke lige så godt sætte komma mellem alle sætninger, så man ved, hvor man er henne i fx en meget lang sætning?"

9. Foreløbige subjekter og infinitiver: Om at have en stedfortræder

Om eftermiddagen kom alle børnene fra Ronjas klasse med til skovsøen for at bade, og alle måtte dykke ned i bæverboligen og ride på flodhestene. De voksne foldheste kunne have 3 eller 4 børn på ryggen på én gang, og bruges til vandrutsjebane. Det havde været meget sjovt, og Grammy var lidt ked af det, da han skulle sige farvel til alle sine nye venner om aftenen. Næste dag skulle de nemlig flyve tilbage til Sydafrika.

Vejret var klart, da de fløj sydpå over Afrika, og man kunne se skove, sletter og søer. "Det er sjovt at flyve," sagde Grammy. "Men det er trist at flyve bort fra sine venner."

Grammy prøvede. Men det gik galt med det samme. Hvad er subjekt i Det er sjovt at flyve?" ville han vide. "Det burde være det, men hvad er at flyve så? Det er jo egentlig at flyve, der er sjovt, ikke det'et som sådan."

De eksperimenterede lidt med forskellige træer, og blev så enige om, at man ikke kunne have konjunktioner før infinitiver, eller verbaler uden sætninger.

"Men hvis at flyve får nogle andre sætningsled, som fx adverbialer (), med sig i en lille infinitiv-sætning, bliver at flyve et verbal (), og vi får en subjekt-sætning," sagde Grammy, og tegnede endnu en sætning:

"Ja," sagde flodhingsten. "Og pudsig nok har din fine subjekt-sætning ikke selv noget subjekt! Mon det er normalt for infinitiv-sætninger?"

Diskussionen blev afbrudt, da stewardessen kom med det vegetarmad de havde bestilt: ålegræspandekager og lotusis. Det smagte godt, og Grammy blev mæt og træt. Han lænede sig op ad vinduet og lod blikket strejfe over den afrikanske savanne nede under flyet. Han fik øje på elefanter og giraffer, og en gang så han en gnuflok krydse en flod. "Han må have drømt om infinitiver," tænkte hans far, da Grammy vågnede fra sin middagslur og konstaterede: "Det er jo ikke en selvfølge, at infinitiver har infinitivmærke! Og jeg tror heller ikke, at de altid mangler et subjekt. Især ikke når de styres af se og høre og føle:"

"Du har ret," indrømmede faren. "Men det er nu alligevel en mærkelig slags subjekt. Hvis det nu fx ikke var en gnuflok, men en af dine nye venner, Ronja eller Michael, der krydsede floden, så ville du kunne se at subjektet står i akkusativ, - ikke nominativ, som det plejer."

De spurgte stewardessen, da hun kom forbi næste gang med et glas saft til Grammy, og hun havde en forklaring: "Det er fordi Ronja/hende ikke kun er subjekt i krydse-floden-sætningen, men samtidig objekt i Grammy-så-sætningen. Og objekter må jo gerne stå i akkusativ. Man kalder det akkusativ med infinitiv, og det findes i mange sprog. Og man kan tegne et træ, hvor Ronja/hende er objekt. Prøv bare, hvis du keder dig!"

Det tog ikke Grammy mange minutter at finde løsningen, med et objektsprædikativ:

Efter mange timers flyvning og et par timers lastvognskørsel var de endelig hjemme ved deres brede afrikanske flod, med de mange plettede og stribede dyr. Grammy's afrikanske venner kom løbende, da han hoppede ned fra lastvognen, og de holdt en kæmpe gensynsfest til langt ud på natten.

Men ind imellem blev Grammy vemodig, og gik en lille tur langs flodbredden. Han satte sig i sandet og lod blikket strejfe hen over det mørke vand, der glinsede i måneskinnet. Månen så anderledes ud end i Danmark, tænkte han, og stjernerne var ikke de samme.

***