GrammarSoft ApS

De prøvede det af på en masse eksempler, og det gik fint. Men pludselig råbte Grammy: "Det var da mærkeligt! Sommetider kan de der verber ikke stå alene, eller også lyder det meget skægt. Fx, når Michael fælder træer:"

"Tihi! Så bliver stakkels Michael jo skaldet .... Det skal hedde: Han fælder træer! Ellers er verbet ikke rigtig fuldstændigt, eller hvad?"

"Jo," bifalder Ronja, "Substantivet træer hænger ligesom fast i verbet, og tilsammen er de det bæverungen laver. Når der er to ting man kan tegne (substantiver) med et lave/gøre-ord (verbum) imellem, kalder man den, der laver noget, for subjekt (grundled) og den, det går ud over, for objekt (genstandsled). Her i Danmark tegner børnene nogle krydseduller under ordene for at vise forskellen:"

Ronja	ser	flodhestene

Bæverungen	spiser	fisken

For at huske hvilke krydseduller der betyder hvad, kan man sige: kryds boller trekant, så kan man ligesom høre, hvem der boller (subjekt), og hvem der bliver bollet (objekt). Men det ville Ronja igen ikke fortælle udlændingene, og hun fortsatte i stedet for:

"Den runde bolle i midten er så at sige krumtappen, som sætningens andre led kredser omkring. Krumtappen kaldes af nogle for verbal, fordi den består af verber, og af andre for prædikator eller udsagnsled, fordi den udsiger (prædicerer), hvad de andre led gør med hinanden.

Men Grammy er ikke overbevist, at det er så enkelt: "Og hvordan kan man så være sikker på, at det er bæverungen, der spiser fisken?" spørger han. "Det kunne jo være omvendt. I Afrika fx har vi fisk, der sagtens kunne sluge en hel bæverunge eller to med et enkelt haps!"

"Jeg ved, hvordan man kan vide det", sagde Michael pludselig. "På tysk ser ordene ofte anderledes ud, alt efter om de bruges som subjekt eller objekt. Man siger, at subjekter står i nominativ, og objekter i akkusativ:"
 

DerBiber	frisst	denFisch .	DerFisch	frisst	denBiber
Den Fisch	frisst	der Biber .	Den Biber	frisst	der Fisch

Bæveren bliver derfor der Biber, når den spiser, men den Biber, når den selv bliver ædt. Ord som der og den, der fortæller om der er tale om en bestemt bæver, kalder man artikler.

"Hvor kompliceret," synes Grammy. "På engelsk er der kun een bestemt artikel, the, som der ikke kan laves om på. Og akkusativ har jeg aldrig hørt om."

"Dansk har 2 bestemte artikler, den og det," praler Ronja. "Men de har heller ikke nogen akkusativ eller lignende. Og de gemmer sig ofte bag på substantivet, som i bæveren - hvis der ikke er andre ord til at holde dem på afstand."

Michael vinder artikelkonkurrencen. Tysk har hele 3 bestemte artikler, der, die og das, og die kan laves om på i mange tilfælde, fx for at vise, hvem det er, der bliver ædt.

Al den snak om objekter og hvem der spiser hvad, havde gjort dem sultne, og de tre venner forlod bæverhulen for at finde noget mad. Ronja svømmede over til sin cykel for at hente sin madpakke, Michael dykkede efter fisk, og Grammy stod i det lave vand ved bredden og spejdede efter sine forældre, der kunne skimtes i vandskorpen i den anden ende af søen. Sikkert havde de fundet noget lækkert vegetarmad. Dansk og økologisk.

Michael kom svømmende med en ørred i munden og klatrede på land. "Kan du se dem?" gumlede han mellem to bid. "Dine flodhesteforældre?"

"Jo," svarede Grammy, "Men hvad med dine forældre? Dem kan jeg ikke se nogen steder."

"De er i skoven og kigger efter dæmningstræ," svarede Michael og slugte resten af ørreden. "Og det er for resten løgn, at I ikke har noget akkusativ på engelsk og dansk. Hvad med:"

Jeg	kan se	dem.
I	can see	them.
De	kan se	mig.
They	can see	me.

"Det er korrekt," sagde Ronja, der havde pakket sin sandwich ud, "dem, them, mig og me er alle bøjet i akkusativ. Men det gælder i engelsk og dansk kun få ord, såkaldte pronominer (stedord), der erstatter de rigtige substantiver, men ikke selv kan tegnes. Og på dansk kan man ved disse ord så også ændre rækkefølgen, og stadigvæk vide hvem der spiser hvem:
 

Ham	spiser	jeg!

"Ham kan godt spises, med det er ikke noget pronomen," protesterer Grammy grinende. Jeg kan godt tegne en skinke, så det må være et substantiv!"

"Men på dansk er det et pronomen. Det betyder him på engelsk." forklarer Ronja. "Og så er t-h-e for resten ikke nogen artikel på dansk, men noget min mor drikker når hun er syg eller der ikke er mere kaffe i huset."

Ronja satte sig ned ved siden af dyrene, med fødderne i vandet, og begyndte at spise sin madpakke. Der var leverpostejmadder, mandariner og en lille pose med mandler, rosiner og chokoladestykker der var ved at smelte.

"Giv mig mandlerne!" sagde Michael, "Jeg er en gnaver og kan godt lide at gnave, og så kan vi lave resterne om til et pronomen og bøje det i akkusativ: Giv mig dem!"

Gib	mir	dieMandeln!
Give	me	thealmonds!
Giv	mig	dem!

"Hov, hov," sagde Grammy, "Der er mere end ét pronomen i Giv mig dem! Godt nok er der et dem i stedet for de=mandlerne, men der er også et mig i stedet for jeg=Michael. Er det måske også akkusativ?"

"Jo, på dansk og engelsk er det," svarede Michael. "Men på tysk er der forskel på mich og mir. Mich er akkusativ og bruges når jeg bliver ædt, mens mir er dativ og bruges når jeg får noget". Han proppede en potefuld chokoladetilsmørede mandler i munden. "Som nu fx disse dejlige mandler."

"Men selvom der ikke er forskel på akkusativ- og dativ-pronominer på dansk og engelsk," forklarede Ronja, "er der stadigvæk forskel på hvem der bliver spist og hvem der får noget. Det er to forskellige typer objekter, - det der bliver spist hedder direkte objekt (), og den der får det hedder indirekte objekt ()."

"Jo, men det er bedre med en rigtig dativ," pralede Michael, "så kan man nemlig vende rundt på ordene uden at det giver forvirring:"

Gib	sie	mir!

"På engelsk og dansk ved man jo ikke, hvad der er hvad, og derfor har man aftalt, at den, der får noget (indirekte objekt), kommer før den, der bliver ædt (direkte objekt)."