University of Southern Denmark
  Visual Interactive Syntax Learning  
 
 

VISL-NORD

Fra urnordisk til moderne
nordiske sprog


Af professor Arne Torp, Institutt for lingvistiske og nordiske studier, Universitetet i Oslo


Videoeksemplerne nedenfor er med Arne Torps tilladelse hentet fra hans hjemmeside.



Germanske sprog – en nordvesteuropæisk sproggruppe

For omtrent 2000 år siden eksisterede der sandsynligvis et fællessprog, som vi kalder urgermansk, som blev talt et eller andet sted i Nordvest-Europa. Dette oprindelige sprog er oprindelsen til de sprog, som i dag kaldes engelsk, tysk og nederlandsk (+ afrikaans som tales i Sydafrika og frisisk som tales i en del af Holland). Disse sprog kaldes med et fælles navn for vestgermanske. Videre har vi de germanske sprog dansk, færøsk, islandsk, norsk og svensk, som kaldes nordgermanske eller nordiske, og det er dem, vi skal koncentrere os om her. Retningsbetegnelserne ”vest” og ”nord” refererer naturligvis til de dele af Europa, hvor disse sprog hovedsagelig er udbredt.



Fra urnordisk (ca. 200-500 e. Kr.) til gammelnordisk (ca. 800-1300 e.Kr.)

Den ældste form for nordgermansk eller nordisk kaldes urnordisk, og det blev talt i Skandinavien for 1500 år siden. Vi ved ikke så meget om, hvordan det så ud eller lød, for det eneste vi har overleveret fra den tid, er enkeltord og nogle få sætninger, som er fundet i indskrifter med en speciel type bogstaver, som kaldes runer. Disse indskrifter findes både ridset ind i sten og på genstande af ben og metal.

Dette billede er taget fra Store Norske Leksikon og viser Tunesteinen. Denne runeindskrift antages at være fra 300-tallet e. Kr. Stenen blev fundet i 1627 på kirkegårdsmuren ved Tune kirke i Østfold i Norge.


Sproget i disse indskrifter er meget forskelligt fra alle nordiske sprog i dag, og vi har altså ingen længere tekster fra den tid, men en modig svensk forsker (Erik Harding) har engang forsøgt at tænke sig til, hvordan digtet Atlakviða, som er bevaret i islandske håndskrifter fra 1200-tallet, kunne have lydt i 400-tallet. Her er en lille smagsprøve på den urnordiske version, sådan som svenskeren forestillede sig den, og her kan du høre, hvordan den oprindelige islandske version fra 1200-tallet var.


I vikingetiden – dvs. fra ca. 700-800 og frem til ca. 1200-1300 – blev nordiske sprog spredt til områder, som lå langt fra det oprindelige hjemland, som var Skandinavien, dvs. Danmark, Norge og Sverige.

Dette kort viser udbredelsen af germanske sprog, sådan som vi formoder, den kan være foregået omkring år 1000. De gule og grønne områder viser de områder, hvor der blev talt vestgermansk, mens de blå og turkise områder viser, hvor der blev talt nordgermanske eller nordiske sprog. Vi ved, at de nordiske sprog oprindelig bare hørte hjemme i Skandinavien – i Danmark og i størstedelen af det, som i dag er Norge og Sverige. Når store dele af Norge og Sverige ikke har fået en farve, skyldes det ikke, at disse områder var folketomme, men at der sandsynligvis boede folk, som talte andre sprog – antagelig ældre former af det, som i dag er samisk sprog.

På kortet ser vi, at der også findes blå pletter øst for Skandinavien – i Rusland og De baltiske Lande; det er det område, som kaldes Garðaríki på norrønt. Her boede de svenske vikinger, som blev kaldt rus, og dette navn er grunden til, at det i dag hedder Rusland. Ordet rus har for øvrigt sammenhæng med det svenske landskab Roslagen uden for Stockholm, og det er også ophavet til det finske navn på Sverige – Ruotsi.

I Nord-Frankrig ser vi et lille blåt område. Det er det, som i dag hedder Normandiet – landet til mændene fra nord – og i England ser vi et stort blåt område, det som blev kaldt Danelagen – på engelsk Danelaw – fordi det var danske vikinger, som styrede her. I Storbritannien og Irland findes der også turkise områder, hvor det hovedsagelig var folk fra Norge, som slog sig ned. I alle disse områder uden for Skandinavien tales der i dag andre sprog (russisk, fransk, engelsk).

På de øer, som ligger længst mod nordvest – Island og Færøerne – tales der derimod stadig nordiske sprog, og islandsk og færøsk er faktisk de nordiske sprog, som har forandret sig mindst. Der var desuden i mange hundrede år nordisk bosætning på Grønland, og nordboerne kom også til Nord-Amerika, som de kaldte Vinland, men der blev der aldrig fast bosætning i længere tid.

Som kortet ovenfor viser med turkis og mørkeblå farve, dukker der også nogle mindre dialektforskelle op mod slutningen af den urnordiske periode, som vi faktisk kan se i de nordiske sprog den dag i dag. På dansk og svensk hedder det for eksempel sten og løs eller lös, med en enkelt vokal, mens det på nynorsk bare hedder stein og laus med en såkaldt diftong, og formerne på færøsk og islandsk ligner de nynorske. Disse forskelle var dog ikke så store, at de på nogen måde hindrede forståelsen mellem folk fra de forskellige dele af det nordiske område. Sådanne forskelle dukker først op flere hundrede år senere. Man kan nok sige, at hovedskellet kommer til at gå mellem talesproget i Skandinavien på den ene side, dvs. i Danmark, Norge, Sverige, og den svensksproglige del af Finland, og på den anden side de nordiske sprog, som bliver talt på øerne langt ude i Atlanterhavet, færøsk og islandsk. Det skal vi komme tilbage til senere.



Gammelnordisk sprog – dǫnsk tunga – norrønt

Med kristendommen, som kom til Norden i 1000-tallet, fik vi også det latinske alfabet, som vi bruger endnu, og dermed får vi også de første længere tekster på vore nordiske sprog. Sprogforskellene inden for det nordiske område var dog fortsat små, og dermed følte folk nok stadig, at det bare drejede sig om dialektforskelle. Islændingen Snorre Sturlason, som levde i 1200-tallet, kaldte sit sprog for dǫnsk tunga, dvs. dansk tunge, selv om sproget på Island - og Færøerne - den gang helt sikkert lød anderledes end i Danmark. Derimod var sproget på Island og Færøerne og i Norge stadig meget ens dengang, for islændingene og færingerne kom først og fremmest fra Norge. Dette mere eller mindre fælles norsk-islandske sprog kaldes som regel norrǿna eller norrønt mål.

Her er en samtale mellem en far og en søn, som er hentet fra en norsk bog, der kaldes Kongespeilet, skrevet en gang i 1200-tallet. Her giver faderen råd til sønnen om, hvordan han bør gøre, hvis han vil være købmand.

Se videoen Konungs skuggsjá.


Fra gammelnordisk til moderne nordiske sprog (ca. 1300-1500)

I den gammelnordiske periode, som strækker sig frem til ca. 1300, er der fortsat så lidt forskel mellem talesproget i hele Norden, at det er mest naturligt at tale om forskellige dialekter i stedet for om forskellige sprog, for det er rimeligt at antage, at alle kunne blive forstået på modersmålet inden for hele det nordiske område. Folk uden for Norden opfattede nok i hvert fald talesproget i hele Norden som et sprog, for når islændingen Snorre Sturlason (1179–1242) af og til kaldte sit sprog for ”dansk tunge”, så er det sikkert et udtryk, som stammer fra England, for i England var der rigtig mange danskere i vikingetiden. Da de gamle englændere ikke kunne høre forskel på dialekten hos folk fra forskellige dele af Norden, kaldte de det hele for dansk, og så smittede denne sprogbrug af på dem, som selv talte nordiske sprog. Selv om sproget i Norden forandrede sig temmelig meget fra urnordisk til gammelnordisk, så var forandringerne altså i stor grad de samme overalt. Da Snorre besøgte norske jarler og konger først i 1200-tallet, havde han tydeligvis ingen sprogproblemer, for selv om der var gået mindst to-tre hundrede år, fra islændingene var udvandret fra Norge, var sproget stadig så ens, at det kun var små detaljer, som adskilte.

Sådan er det slet ikke længere: I dag er norsk og islandsk to forskellige sprog, og den, som kun kan det ene af dem, forstår ikke meget af det andet uden særlig undervisning. Færøsk forstår nordmænd heller ikke uden problemer, selv om færøsk ligger nærmere norsk end islandsk gør. Som vi skal se senere, er forandringerne i de forskellige dele af det nordiske sprogområde stort set meget mindre på både islandsk og færøsk end på de skandinaviske sprog dansk, norsk og svensk. Til gengæld er forandringerne på skandinavisk for en stor del de samme, sådan at nordmænd, danskere og svenskere fortsat kan tale sammen på modersmålet, selv om mange nordmænd og svenskere synes, det er vanskeligt at forstå dansk tale. På tilsvarende måde har danskerne også problemer med at forstå talt norsk og svensk, som mange danskere til gengæld synes lyder ens, mens nordmænd og svenskere stort set forstår hinanden ganske godt – i al fald sprogligt! Forholdet mellem de nordiske sprog i dag kan dermed fremstilles på denne måde:



Det betyder, at islandsk og færøsk er fremmedsprog for alle i Skandinavien, mens de skandinaviske sprog fungerer som såkaldte nabosprog, som altså betyder, at de ligner hinanden så meget, at de er indbyrdes forståelige. Islandsk og færøsk er derimod ikke nabosprog i forhold til hinanden: Når islændinge og færinger mødes, og de ikke har lært det andet sprog, må de som regel ty til et fælles fremmed sprog, som begge parter kan – et såkaldt lingua franca. Hvis islændingene har lært godt dansk i skolen, hvilket nogle islændinge har, så kan de tale dansk, for alle færinger lærer dansk vældig godt, fordi Færøerne politisk set er en del af Danmark. Hvis islændingen ikke er så god til dansk, må de nok ty til engelsk, sådan som vi skandinaver også plejer at måtte gøre, når vi bevæger os uden for Skandinavien.

Sprogdiskusion mellem far og søn i 1400-tallet

De store og vigtige forandringer, som skiller skandinavisk fra urnordisk, skete for en stor del i den relativt korte periode mellem ca. 1300 og 1500. Vi kan tænke os, at sprogforandringerne specielt i 1400-tallet har været så store, at den ældre generation må have været irriteret over, at de unge talte ”forkert”, dvs. anderledes end de selv gjorde. I dialogen nedenfor mellem den norske bonde Haralder Eiríksson og hans søn, Éríker Haraldsson, hører vi, hvordan faderen er irriteret over, at sønnen bøjer verbet flå svagt: Han siger nemlig flådde i datid, sådan som bøjningen er på moderne norsk. Han siger altså ikke flo, som faderen gør: Verbet flá hedder nemlig fló i datid på norrønt; det blev med andre ord bøjet stærkt, akkurat som verbet slå - slo på moderne norsk og dansk. Faderen opfatter dermed formen flådde som barnesprog og altså forkert, akkurat som mange nordmænd i dag ser på almindelige moderne talesprogsformer som bærte og skjærte som forkert i stedet for de skriftsproglig korrekte former bar og skar. Faderen er endnu mere irriteret over, at sønnen ikke skelner mellom t i tak (gripe tak i noget) og æ i æak (tak på et hus), men siger tak for både tak og æak. Denne lydændring er senere sket i alle nordiske sprog bortset fra islandsk, og derfor må man nu ”gætte sig til” ud fra sammenhængen hvilken slags ”tak”, der er tale om. Denne irritasion har også sin parallel f.eks. i moderne norsk, hvor mange yngre i dag ikke længere skelner mellem såkaldt kj-lyd i verbet kjenne (”hun kjente på vannet”) og sj-lyd i skjenne (”hun skjente på barnet”), men bruger sj-lyd i begge ord (”hun sjente på vannet” - ”hun sjente på barnet”), noget mange ældre sprogbrugere regner for talefejl, og skoleelever er af og til blevet sendt til talepædagog til ”behandling”.
Her kommer samtalen mellem Haralder og Éríker.



Nogle vigtige forskelle mellem urnordiske sprog og skandinavisk

Det, sprogfolk oftest plejer at nævne, når det gælder forskellene mellem færøsk og islandsk (= urnordisk) på den ene side og dansk, norsk og svensk (= skandinavisk) på den anden, er, at ordene på de førstnævnte to sprog har mange flere forskellige bøjningsformer end på de tre sidste. Det gælder særligt i ordklasserne substantiv og verbum, som vi kan se i skemaerne nedenfor, hvor de samme sætninger er gengivet på islandsk, færøsk, norsk (bokmål) og svensk.



Islandsk



bíllinn (N) kemur



ég heyribílinn (A)

ég geng frábílnum (D)

ég sakna bílsins (G)

æú heyrirbílinn

æú gengur frá bílnum

æú saknar bílsins

hann/hún heyrirbílinn

hann/hún gengur frá bílnum

hann/hún saknar bílsins




bílarnir (N) koma



við heyrum bílana (A)

við göngum frá bílunum (D)

við söknum bílanna (G)

æið heyrið bílana

æið gangið frá bílunum

æið saknið bílanna

æeir/æær/æau heyra bílana

æeir/æær/æau ganga frá bílunum

æeir/æær/æau sakna bílanna




Færøsk



bilurin (N) kemur



eg hoyri bilin (A)

eg gangi frá bilinum (D)

eg sakni bilin (A)

hoyrir bilin

gongur frá bilinum

saknar bilin

hann/hon hoyrir bilin

hann/hon gongur frá bilinum

hann/hon saknar bilin




bilarnir (N)koma



vit hoyra bilarnar (A)

vit ganga frá bilunum (D)

vit sakna bilarnar (A)

tit hoyra bilarnar

tit ganga frá bilunum

tit sakna bilarnar

teir/tær/tey hoyra bilarnar

teir/tær/tey ganga frá bilunum

teir/tær/tey sakna hestarnar




Norsk (bokmål)



bilen kommer



jeg hører bilen

jeg går fra bilen

jeg sakner bilen

du hører bilen

du går fra bilen

du sakner bilen

han/hun hører bilen

han/hun går fra bilen

han/hun sakner bilen




bilene kommer



vi hører bilene

vi går fra bilene

vi sakner bilene

dere hører bilene

dere går fra bilene

dere sakner bilene

de hører bilene

de går fra bilene

de sakner bilene


Svensk



bilen kommer



jag hör bilen

jag går från bilen

jag saknar bilen

du hör bilen

du går från bilen

du saknar bilen

han/hon hör bilen

han/hun går från bilen

han/hon saknar bilen




bilarna kommer



vi hör bilarna

vi går från bilarna

vi saknar bilarna

ni hör bilarna

ni går från bilarna

ni saknar bilarna

de hör bilarna

de går från bilarna

de saknar bilarna


I skemaet herover ser vi, at de islandske og færøske tekstversioner er ganske farverige, mens de skandinaviske er helt farveløse. Dette skyldes, at forskellige substantivformer er markeret med forskellige farver på hele ordet, mens forskellige verbumsformer er markeret med forskellige farver på bogstaverne, og i de islandske og færøske tekster kommer der så mange faver, fordi både substantivet bil og verbet se, gå og sakne har mange forskellige former. Vi skal nu se lidt på, hvorfor det er sådan.


Substantiv bøjes i kasus på islandsk og færøsk

Vi starter da med at se på ordet bil, som i de skandinaviske tekster bare har to former, bilen, som er bestemt form ental og bilene/bilarna, som er bestemt form flertal, altså en form i ental og en anden form i flertal. På islandsk har vi derimod hele fire forskellige former i ental og fire former i flertal, mens færøsk har tre former i ental og tre i flertal.

Grunden til, at det bliver så mange former på islandsk og færøsk, er, at på disse sprog får substantivet forskellige former afhængig af den grammatiske funktion i sætningen. I sætningen bilen kommer er bilen såkaldt subjekt – det er bilen som kommer – bilen ”gør” noget. I alle de andre sætninger er det andre, som ”gør” noget: jeg, du, han/hun, vi, I, de – og i disse sætninger er bilen da ikke subjekt – det er nogen andre, som hører bilen, går fra bilen og sakner bilen. Dette blir da markert på islandsk og færøsk ved, at ordet bil får andre former: Når bilen er subjekt, får den en form, vi kalder nominativ (N), og den er i eksemplerne herover markeret med gul farve, mens bilen i de andre sætninger får andre former. I sætningen, hvor nogen hører bilen, er bilen såkaldt objekt for verbet høre, og da får den en form, som kaldes akkusativ (A), markeret med turkis. I sætningen, hvor nogen går fra bilen, er bilen såkaldt styrelse til præpositionen fra, og da får den en tredje form, som kaldes dativ (D), markeret med grønt. Og endelig i sætningen, hvor nogen sakner bilen, er den objekt for verbet sakne, og på færøsk får den da samme form som efter verbet se, nemlig akkusativ (A), mens objektet for det islandske verbum sakne står i en fjerde form, som kaldes genitiv (G), og markeres med rød farve. Alle disse forskellige former, som et substantiv kan få på islandsk og færøysk alt efter, hvordan det fungerer i sætningen, kalder vi med et fælles ord for kasus. På skandinaviske sprog i dag findes der ikke længere ret mange kasus i substantiver. De eneste ord, som bøjes i kasus nu, er nogle pronomener, som har én form, når ordet er subjekt, og en anden form for alle andre funktioner: du går fra meg, hun sakner oss, vi ser henne osv. Når vi har forskellige kasusformer, kan vi også bytte om på rækkefølgen af ordene, uden at meningen bliver ændret: deg ser jeg ser betyder det samme som jeg ser deg – det er jeg som ser i begge tilfældene. På islandsk og færøsk kan man dermed ”flytte om” på ordene mere end på skandinaviske sprog.


Verber bøjes i tal og person på islandsk og færøsk

På skandinaviske sprog spiller det ingen rolle for verballeddet, hvad der er subjekt i sætningen – verbet får den samme form uanset. Sådan er det altså ikke på islandsk og færøsk – der får verbet forskellig form afhængig af, hvad der er subjekt i sætningen. Hvis subjektet er et substantiv i ental eller et pronomen som han, hun, den eller det, får verbet en anden form, end hvis det drejer sig om et substantiv i flertal eller et pronomen som de. Det at verbet skifter form alt efter, om subjektet står i ental eller flertal, kalder vi, at verballeddet med et fremmedord kongruerer med subjektet i tal (eller numerus).

Men det er ikke bare tallet i subjektet, som bestemmer formen på verballeddet på islandsk og færøsk: Hvis subjektet er et pronomen i 1. eller 2. person – dvs. den/de som snakker/skriver (1. person – dvs. jeg/vi), eller den/de som blir tiltalt/som henvendelsen gælder (2. person – dvs. du/dere), får verbet andre former, end når subjektet er en person eller ting, som bare er omtalt (såkaldt 3. person).

I de islandske og færøske sætninger er verbumsformer i 1. person markeret med røde bogstaver, mens verbumsformer i 2. person er markeret med grønne bogstaver. På islandsk gælder dette både i ental og flertal, mens færøske verber kun har én form i flertal, og den er i princippet lig med den form, islandske verber har i 3. person flertal, og denne formen er markeret med blå bogstaver. Den eneste verbumsform, som ikke er markeret med nogen speciel farve, er 3. person ental, fordi det er den form, som har ”overlevet” i den form, vi har i de nuværende skandinaviske sprog.


Lidt sammenligning mellem nordiske og andre nærtbeslægtede sprog

De sprog, som mest ligner de nordiske, er de såkaldte vestgermanske sprog, som vi har nævnt før. Hvis vi sammenligner disse bøjninger, vi nu har set på med sprog som engelsk og tysk, opdager vi, at begge sprog faktisk har kongruens mellem subjekt og verballed: the car comes – the cars come; das Auto kommt – die Autos kommen. Men tysk har flere bøjningsformer end engelsk, for i tillæg til kommt og kommen har tysk også egne former for 1. person ental (ich komme) og 2. person ental (du kommst), mens engelsk bare har to former af praktisk talt alle verber.

Går vi til substantivbøjninger, er forskellen mellem tysk og engelsk langt større, for her mangler engelsk ligesom skandinavisk alt hvad, der hedder kasusbøjning, mens tysk har fire forskellige kasus, akkurat som islandsk.

Det betyder, at tysk og islandsk er de mest gammeldags eller konservative af de germanske sprog, når det gælder grammatik, for hvis vi går tusind år eller mere tilbage i tiden, så havde alle germanske sprog et bøjningssystem, som hovedsagelig svarer til det, vi fortsat finder på disse to sprog. Det betyder selvfølgelig ikke, at disse sprog ikke kan fungere godt i et moderne samfund, for der findes i det hele taget ingen naturlig sammenhæng mellem samfundstype og grammatik – en hvilken som helst sprogtype kan i princippet fungere i et hvilket som helst samfund.


Her er det anderledes med ordforrådet: Det er vigtigt, at sproget har ord, for at mennesker skal kunne tale om det, som omgiver dem, og som de er optaget af. Hvis samfundet ændrer sig, enten på grund af teknologiske forandringer, eller fordi folk kommer i kontakt med folk, som taler andre sprog, så vil det altid sætte spor i ordforrådet. Det skal vi senere se nærmere på med udgangspunkt i en konkret tekst, som handler netop om nordisk sproghistorie, og som findes i indholdsmæssigt ens versioner på islandsk, færøsk, dansk, svensk og norsk i to udgaver – bokmål og nynorsk. Vi har desuden fået lavet en norrøn version, som kommer allerførst.1 Her kommer de syv tekster:



Prøver på nordisk sprog - skrift og lydeksempler


Norrǿna (= islandsk/norsk ca. år 1200)

Eksempel:

Frá frumnorrǿnu framm á víkingaǫld

Um æat bil sjau hundruðum ára eptir Krists burð var frumnorrǿna, er svá er kǫlluð, tǫluð á Norðrlǫndum. Ef munr hefir verit á máli á ýmissum landshlutum, æá hefir sjá munr verit lítill. Eigi eru dǿmi um engi æau mǫrk milli málsins í lǫndunum, er rekja mætti aptr til æess tíma.

Frumnorrǿna er greinilega mjǫk ólík ǫllum síðurrum stigum Norðrlandamála. Ef hugt er at æróun mannanafna, er auðsætt at miklar breytingar hafa orðit hin næstu ærjú eða fjǫgur hundruð ára æar á eptir. Lǫng nǫfn ok skrautmikil eins ok AnulaibaR ok HarjawaldaR hljóma æegar tíu hundruðum ára eptir Krists burð eins ok Óláfr ok Haraldr, en eru aptr á móti eigi mjǫk frá brugðin nútímanǫfnunum í máli Noregsmanna ok Dana: Olav ok Harald, eða máli Svía: Olov ok Harald, eða máli Færeyinga: Ólavur ok Haraldur, eða Íslendinga: Ólafur ok Haraldur.

Þegar á æeim tíma verðr at gera ráð fyrir æví at málfari hafi breyzk svá mjǫk eptir frumnorrǿnu at málin sé orðin óskiljandi hvárt ǫðru. Ef svá ólíklega hefði gǫrzk at norrǿnn maðr af séttu ǫld kvæmi framm meðal landsmanna fjórum eða fimm ǫldum seinna, æá hefði hvárr líklega alls eigi skilit annan. Hins vegar kynnim vér á várum dǫgum sǫnnu nær tala án mikils erfiðis við fólk er uppi var á hinni sextándu ǫld eptir Krists burð, svá framarlega sem vér fingimsk við málefni er hvárum aðiljum væri kunnigt um. Breytingar er urðu milli fimtu ǫld ok hinni tíundu, váru, með ǫðrum orðum sagt, miklu meiri en milli fimtándu ǫld ok hinni tvítugtu.


Íslenska

Eksempel:

Frá frumnorrænu fram á víkingaöld

Um 700 var svokölluð frumnorræna töluð í Skandinavíu. Hafi verið til mismunandi mallýskur, æá hefur mismunur á milli æeirra verið lítill. Ekki eru dæmi um nein mallýskumörk sem hægt er af öryggi að rekja aftur til æess tíma.

Frumnorræna sker sig greinilega frá öllum síðari stigum norrænna mála. Sé æróun mannanafna t.d. skoðuð, er greinilegt að miklar breytingar hafa orðið næstu 300-400 árin æar á eftir. Löng, viðhafnarmikil nöfn eins og AnulaibaR og HarjawaldaR hljóma æegar um árið 1000 eins og Óláfr og Haraldr og eru aftur á móti ekki svo ólík nútímanöfnunum í norsku og dönsku: Olav og Harald, sænsku: Olov/Harald, færeysku: Ólavur/Haraldur og íslensku: Ólafur/Haraldur.

Þegar á æeim tíma verður að reikna með að málfarslega fjarlægðin frá frumnorrænu hafi verið orðin svo mikil að málin hafi ekki verið gagnkvæmt skiljanleg. Ef hið ósennilega hefði gerst að norrænn maður frá sjöttu öld hefði komið fram á meðal víkinganna 4-500 árum seinna, hefðu æeir að öllum líkindum alls ekki skilið hver annan. Hins vegar gætum við í dag sennilega talað án mikillar fyrirhafnar við fólk sem var uppi á sextándu öld svo framarlega sem við héldum okkur við efni sem báðir aðilar hefðu forsendur til að hafa einhverja skoðun á. Breytingarnar sem urðu á málunum á milli 500 og 1000, voru með öðrum orðum miklu meiri en á milli 1500 og 2000.


Førøsk

Eksempel:

Frá frumnorrønum til víkingatíð

Málið í Norðurlondum fyri uml. ár 700 verður nevnt frumnorrønt. Um málføramunur var tá í tíðini, hevur hann rímiligt verið lítil, og vit kenna í hvussu er eingi nútíðar málføramørk, sum vit við vissu kunnu føra aftur til tá tíðina.

Frumnorrønt er frálíkt øllum stigum seinni í norrønum, og verður t.d. hugt at gongdini í fólkanøvnunum, er týðiligt, at næstu 300-400 árini hendu stórar broytingar. Long og prýðilig nøvn sum AnulaibaR og HarjawaldaR verða um ár 1000 framborin sum Óláfr og Haraldr, sum á nútíðar norskum eru Olav og Harald og á okkara máli Ólavur og Haraldur.

Um hesa tíðina mugu vit tí rokna við, at málsliga frástoðan til frumnorrønt er so stór, at málini vóru sínámillum óskiljandi. Hevði tað óhugsandi hent, at ein norðbúgvi úr 6. øld kom undan kavi millum víkingarnar fýra-fimm hundrað ár seinni, er rættiliga sannlíkt, at teir høvdu als ikki skilt hvør annan. Harafturímóti høvdu vit nú á døgum møguliga kunnað tosað rímiliga lættliga við fólk, sum livdu í 16. øld. Tað hevði tó verið treytað av, at vit hildu okkum til evni, sum báðir partar høvdu fortreytir fyri at hava eina hugsan um. Málbroytingarnar frá 500-1000 vóru tískil væl størri enn frá 1500-2000.


Dansk

Eksempel:

Fra urnordisk til vikingetid

Før ca. år 700 kaldes sproget i Skandinavien urnordisk. Hvis der fandtes dialektforskelle dengang, har de sikkert været små; vi kender i hvert fald ingen moderne dialektforskelle som vi med sikkerhed kan føre tilbage til denne periode.

Urnordisk adskiller sig stærkt fra alle senere stadier af nordiske sprog, men ser man f.eks. på udviklingen af personnavne, er det tydeligt at der skete store forandringer i løbet af de næste 300-400 år. Lange pompøse navne som AnulaibaR og HarjawaldaR lyder allerede omkring år 1000 som Óláfr og Haraldr – der jo ikke er særligt forskellige fra de moderne navneformer, f.eks. dansk og norsk: Olav/Harald, svensk: Olov/Harald, færøsk: Ólavur/Haraldur, islandsk: Ólafur/Haraldur.

Allerede på det tidspunkt må man derfor regne med, at den sproglige afstand til urnordisk var blevet så stor, at sprogene var indbyrdes uforståelige. Hvis det utænkelige skulle være sket, at en skandinav fra 500-tallet pludselig var dukket op blandt vikingerne fire-fem hundrede år senere, ville de altså højst sandsynligt ikke have kunnet forstå hinanden overhovedet. Derimod ville vi i dag sandsynligvis kunne snakke relativt nemt med folk, som levede i 1500-tallet, forudsat at vi holdt os til emner som begge parter havde forudsætninger for at mene noget om. Sprogforandringerne mellem 500 og 1000 var altså langt større end mellem 1500 og 2000.


Svensk

Eksempel:

Från urnordisk tid till vikingatid

Före ca år 700 kallas språket i Skandinavien urnordiska. Om det fanns dialektskillnader den gången, har de troligen varit små, och vi känner i alla fall inte till några moderna dialektskillnader som vi med säkerhet kan återföra till den perioden.

Urnordiska skiljer sig kraftigt från alla senare stadier av nordiska språk, men tittar man t.ex. på utvecklingen av person namn är det tydligt att det under loppet av de följande 300–400 åren skedde stora förändringar. Redan omkring år 1000 låter långa, pompösa namn som AnulaibaR och HarjawaldaR som Óláfr och Haraldr – som ju inte alls är så olika de moderna namnformerna, t.ex. norska och danska: Olav/Harald, svenska: Olof/Harald, färöiska: Ólavur/Haraldur, isländska: Ólafur/Haraldur.

Redan på den tiden måste vi därför räkna med att det språkliga avståndet till urnordiska blivit så stort att språken skulle ha varit inbördes oförståeliga. Om det otänkbara hade skett att en skandinav från 500-talet plötsligt skulle ha dykt upp bland vikingarna fyrafemhundra år senare, skulle de alltså högst sannolikt överhuvudtaget inte ha kunnat förstå varandra. Däremot skulle vi i dag antagligen ha kunnat tala relativt bra med folk som levde på 1500-talet, förutsatt att vi höll oss till ämnen som båda parter hade förutsättningar för att ha en åsikt om. Språkförändringarna mellan åren 500 och 1000 var alltså betydligt större än mellan 1500 och 2000.


Norsk (bokmål)

Eksempel:

Fra urnordisk til vikingtid

Før ca. år 700 kalles språket i Skandinavia urnordisk. Om det fantes dialektforskjeller den gangen, må de trolig ha vært små, og vi kjenner i alle fall ingen moderne dialektskiller som vi med sikkerhet kan føre tilbake til den perioden.

Urnordisk skiller seg sterkt fra alle seinere stadier av nordiske språk, men ser man f.eks. på utviklinga av personnavn, er det tydelig at det skjedde store forandringer i løpet av de neste 300–400 åra. Lange, pompøse navn som AnulaibaR og HarjawaldaR lyder alt omkring år 1000 som Óláfr og Haraldr– som jo slett ikke er så ulikt de moderne navneformene, f.eks. norsk/dansk: Olav/Harald, svensk: Olov/Harald, færøysk: Ólavur/Haraldur, islandsk: Ólafur/Haraldur.

Alt på denne tida må vi derfor regne med at den språklige avstanden til urnordisk var blitt så stor at språka ville vært innbyrdes uforståelige. Om det utenkelige skulle skjedd at en skandinav fra 500-tallet plutselig skulle ha dukka opp blant vikingene 400–500 år seinere, ville de altså høyst sannsynlig ikke kunnet forstå hverandre i det hele tatt. Derimot ville vi i dag sannsynligvis kunnet snakke relativt greit med folk som levde på 1500-tallet, forutsatt at vi holdt oss til emner som begge parter hadde forutsetninger for å mene noe om. Språkforandringene mellom 500 og 1000 var altså langt større enn mellom 1500 og 2000.


Norsk (nynorsk)

Eksempel:

Frå urnordisk til vikingtid

Før ca. år 700 kallar vi språket i Skandinavia urnordisk. Om det fanst dialektskilnader den gongen, må dei truleg ha vore små, og vi kjenner i alle fall ingen moderne dialektskilje som vi med visse kan føre attende til den perioden.

Urnordisk skil seg sterkt frå alle seinare stadium av nordiske språk, men ser ein t.d. på utviklinga av personnamn, er det tydeleg at det skjedde store endringar i løpet av dei neste 300–400 åra. Lange, pompøse namn som AnulaibaR og HarjawaldaR lyder alt kring år 1000 som Óláfr og Haraldr – som jo slett ikkje er så ulikt dei moderne namneformene, t.d. norsk/dansk: Olav/Harald, svensk: Olov/Harald, færøysk: Ólavur/Haraldur, islandsk: Ólafur/Haraldur.

Alt på denne tida må vi derfor rekne med at den språklege avstanden til urnordisk var blitt så stor at språka ville vore innbyrdes uforståelege. Om det utenkjelege skulle hendt at ein skandinav frå 500-talet brått skulle ha dukka opp mellom vikingane 400–500 år seinare, hadde dei altså mest sannsynleg ikkje kunna forstå kvarandre i det heile. Derimot ville vi i dag truleg kunna snakka relativt greitt med folk som levde på 1500-talet, dersom vi heldt oss til emne som begge partar hadde føresetnader for å meine noko om. Språkforandringane mellom 500 og 1000 var altså langt større enn mellom 1500 og 2000.


************


Bostaver og tegn i de seks moderne nordiske tekster


Urnordiske ”spesialtegn”

I den islandske (og den norrøne) tekst finder vi et tegn, som ikke forekommer i nogle af de andre tekster, nemlig æ, som udtales som th i engelske ord som thing og think. Dette bogstav kaldes thorn (udtalt som på engelsk!), og det har islandsk overtaget fra runeskrifterne, og det blev også brugt i Norge og Sverige frem til ca. 1400. Senere er det forsvunnet i skandinavisk (og færøsk), bl.a. fordi der ikke var brug for det længere, eftersom th-lyden her blev til t eller d.

Både islandsk og færøsk har også et andet specielt bogstav, nemlig ð, som på islandsk udtales som th på engelsk this og that. På færøsk er det derimod stumt, som vi siger, og det fungerer dermed på samme måde som d i norske ord som god og blid, hvor d heller ikke blir udtalt.

Desuden har færøsk og islandsk såkaldte accenter over mange vokalbogstaver, og disse accenter viser, at bogstavet skal udtales anderledes end, når der ikke står accent over det; f.eks. i ord som skrives tala og mál på både islandsk og færøsk, men udtales som tala og maol på islandsk og tæala og måal på færøsk.


Særskandinaviske og fællesnordiske ”spesialbogstaver”

Så kommer vi til de bogstaver, som også bruges i skandinavisk, men som alligevel af og til giver problemer på computeren, fordi de ikke findes på engelsk, som jo er computernes ”modersmål”, nemlig de velkendte æ, ø og å, som vi skriver på dansk og norsk. Af disse findes å nu på alle de skandinaviske sprog, men ellers ikke ret mange andre steder i verden, og altså heller ikke på urnordisk. Når det gælder bogstaverne æ og ø, så findes de egentlig på alle nordiske sprog, men varianten æ bruges på dansk, færøsk, islandsk og norsk, mens svenskerne bruger den ”tyske” udgave ä. Noget lignende gælder ø-et, hvor både svenskere og islændinge bruger ”tysk” ö, mens danskere, færinger og nordmænd bruger ø.


Sammenfatning

Med udgangspunkt i det, som er sagt her, vil det være let at genkende både en islandsk og en færøsk tekst på de bogstavtegn, som er brugt. Alle skandinaviske sprog kan også genkendes på et bestemt bogstav (gæt hvilket!), og svensk kan skilles fra dansk og norsk, men de to sidstnævnte kan til gengæld ikke skilles fra hinanden ud fra bogstaverne.

tegn

islandsk

færøsk

svensk

dansk, norsk

æ

+

ð

+

+

vokaltegn med aksenter

(á, í, ó, ú osv.)

+

+

å

+

+

æ / ä

æ

æ

ä

æ

ø / ö

ö

ø

ö

ø



Ordforrådet i nordiske sprog

Ordforrådet i alle sprog er sammensat både af såkaldte arveord, dvs. ord som ”altid” har været der, dvs. ord som er overleveret fra tidligere generationer, som har talt det samme sprog, og af import-ord, dvs. ord som er overtaget fra folk, som har talt andre sprog. Dette gælder selvfølgelig også de nordiske sprog, og mængden af import-ord i et sprog siger meget om, hvem de, som taler sproget, har vært i kontakt med op gennem tiden.

Ordforrådet i de nordiske sprog er i lighed med andre europæiske sprog præget af begreber knyttet til kristendommen, som blev indført i Norden i 1000-tallet. Ord som kirke, klokke, præst, biskop, messe osv. har derfor haft sin faste plads i alle nordiske sprog meget længe, men oprindelig stammer de fra græsk – Nytestamentes sprog – eller fra latin – den katolske kirkes sprog. Disse gamle import-ord er i dag så velkendte for alle, at ingen andre end sprogforskere kan vide, at de i sin tid var import-ord, men det kan vi jo alligevel gætte os til, fordi de er knyttet til kristendommen, og da ved vi godt, at de ikke kan være ældre end det tidspunkt, da folk fik kendskab til den.


Hansaen og de nedertyske ord

Det er anderledes med den næste bølge af import-ord, som væltede ind over Skandinavien fra 1200-tallet og fremefter mod ca. 1600. Den havde nemlig ikke noget at gøre med nogen ny religion, men med handel og økonomi. I den periode var handelen i hele Nord-Europa nemlig domineret af det, som man i dag måske ville kalde et multinationalt selskab, den såkaldte Hansaen, hvor købmænd fra særlig en del nordtyske byer førte an, og den mest betydningsfulde blandt dem var Lübeck.

Her er et kort over Hansaen ca. 1350 hentet fra Store norske leksikon


Hansakøbmændenes modersmål var nedertysk, som mere ligner nederlandsk end tysk, og eftersom det i hvert fald drejede sig om et sprog, som ikke var så meget forskellig fra nordisk, er det sandsynligt, at skandinaverne forstod en del af hanseaternes sprog. I de byer i Skandinavien, hvor der var flest hanseater (se kort), må vi antage, at temmelig mange har lært sig at forstå tilstrækkelig meget nedertysk til, at de kunne tale med hanseaterne, noget som antagelig heller ikke kan have været så vanskeligt, for der var trods alt tale om beslægtede sprog som havde meget, både ord og grammatik, til fælles.

Resultatet af kontakten med hanseaterne var i hvert fald, at alle skandinaviske sprog i dag er smækfyldt med nedertyske ord, og det skyldes utvivlsomt, at hanseatersproget må have haft prestige, noget som igen selvfølgelig kom af, at hanseaterne havde stor økonomisk magt – magt og prestige hører som bekendt sammen.

Hvis vi leder efter nedertyske ord i de små teksteksempler, vi har set på tidligere og sætter dem ind i et skema, blir resultatet sådan:


Eksempler hvor et eller flere af de nordiske sprog har et nedertysk ord, mens andre har et nordisk ord


islandsk

færøsk

norsk (nynorsk)

norsk (bokmål)

dansk

svensk

mál

mál

språk

språk

sprog

språk

-

rímiligt

truleg

trolig

sikkert

troligen

mismunur

munur

skilnad

forskjell

forskel

skillnad

öryggi

vissu

visse

sikkerhet

sikkerhed

säkerhet

æróun

gongd

utvikling

utvikling

udvikling

utveckling

greinilegt

týðiligt

tydeleg

tydelig

tydelig

tydlig

verða

henda

skje

skje

ske

ske

breyting

broyting

endring

forandring

forandring

förändring

÷

÷

i løpet av

i løpet av

i løbet af

under loppet av

÷

÷

jo

jo

jo

ju

ólík

÷

ulik

ulik

forskellig

olik

tíminn

tíðin

tida

tida

tidspunkt

tiden

fjarlægð

frástoða

avstand

avstand

afstand

avstånd

ekki skiljanlegur

óskiljandi

uforståeleg

uforståelig

uforståelig

oförståelig

ósennilegt

óhugsandi

utenkjeleg

utenkelig

utænkelig

otänkbar

÷

÷

brått

plutselig

pludselig

plötslig

koma fram

koma undan kavi

dukke opp

dukke opp

dukke op

dyka upp

÷

÷

altså

altså

altså

alltså

skilja

skilja

forstå

forstå

forstå

förstå

alls

als

i det heile

i det hele tatt

overhovedet

överhuvudtaget

að öllum líkindum

rættiliga sannligt

mest sannsynleg

sannsynligvis

sandsynligvis

antagligen (!)

tala

tosa

snakke

snakke

snakke

tala

forsendur

fortreytur

føresetnader

forutsetninger

forudsætninger

förutsättningar

hafa skoðun

hava eina hugsan

meine

mene

mene

ha en åsikt (!)

miklu

væl

langt

langt

langt

betydligt


Skemaet skal læses sådan, at hvert af ordene på samme linje svarer mere eller mindre nøjagtigt til hinanden på alle sprog. I de fleste tilfælde er dette både oplagt og uproblematisk, men i enkelte tilfælde står der en tom rubrik for nogle af sprogene. Det gælder f.eks. det, som på norsk hedder i løpet av, jo plutselig og altså, hvor de islandske og færøske tekster ret og slet ikke har noget tilsvarende ord eller udtryk, og det står derfor bare ÷ i disse rubrikkene, og det samme gælder ordet ulik/forskjellig, hvor vi heller ikke finder noget tilsvarende ord i den færøyske tekst.

Det mønster, som viser sig vældig tydeligt i farvemarkeringerne i skemaet, er, at alle de skandinaviske sprog stort set har de samme nedertyske ord. Det stærke nedertyske indslag i det skandinaviske ordforråd er derfor noget som langt hen ad vejen forener disse sprog, samtidig med, at det skiller dem vældig meget fra de urnordiske sprog, som ikke har nogen af disse ord. Det skyldes til dels, at hanseaterne aldrig kom til Island og Færøerne, men desuden har især islændingene, men også færingerne, haft en ganske aktiv sprog-rensing i de sidste århundreder, noget som har ført til, at disse sprog fremstår som langt mere rent nordiske i ordforrådet end de skandinaviske.

De skandinaviske sprog er faktisk så fyldt med nedertysk, at det er muligt at lave eksempler, hvor alle ord bortset fra mere eller mindre indholdsfattige småord kommer fra nedertysk, som i dette eksemplet:


Skredderen tenkte at trøya passet fortreffelig, men kunden klaget og mente at plagget var kort og tøyet simpelt og grovt.


Her er det altså bare ordene at, og og var, som er nordiske, alle de andre er nedertyske ord. På nedertysk ville den tilsvarende sætning se omtrent sådan ud:


De schrâder dachte dat die trôie vortreffelik paste, men de kunde klâgde und mênde dat die plagge kort was und dat tüg simpel und grof.


En islandsk version ville derimod være langt mere nordisk:


Klæðskerinn hélt að skyrtan passaði fullkomlega, en viðskiptavinurinn kvartaði og taldi að flíkin væri stutt og efnið einfalt og gróft.


Godt nok er denne sætning konstrueret specielt for at vise, hvor meget nedertysk der kan være i skandinavisk, men ikke desto mindre er det er faktum, at alle skandinaviske sprog er så fyldt med nedertyske ord og udtryk, at det næsten ikke er muligt at sige en eneste sætning uden at bruge et eller andet, som kommer fra det sprog.


Andre import-ord i skandinavisk

De nedertyske ord i skandinaviske sprog er for en stor del ord fra daglig tale, som ingen opfatter som fremmede i dag. Det gælder også mange af de ord, som er lånt fra andre sprog end nedertysk, især hvis de har vært længe i brug, jf. kristne ord fra latin og græsk, som er nævnt ovenfor. Men mange andre import-ord fra fjernere sprog føles mere som virkelige fremmedord; det gælder bl.a. flere af ordene nedenfor:


Eksempler hvor et eller flere af de nordiske sprog har et (ikke-germansk) fremmedord, mens andre har et nordisk ord


islandsk

færøsk

norsk (nynorsk)

norsk (bokmål)

dansk

svensk

mállýska

málføri

dialekt

dialekt

dialekt

dialekt

-

nútíðar

moderne

moderne

moderne

modern

tími

tíð

periode

periode

periode

period

stig

stig

stadium

stadium

stadium

stadium

manna-2

fólka-

person-

person-

person-

person-

viðhafnarmikill

prýðiligur3

pompøs

pompøs

pompøs

pompös

norrænn maður

norðbúgvi

skandinav

skandinav

skandinav

skandinav

-

rímiliga

relativ

relativ

relativ

relativ


Nordiske skriftsprog med lang tradition: dansk, islandsk og svensk

Af de seks moderne nordiske sprog, vi har set eksempler på ovenfor, er det egentlig kun tre, som har det, vi kunne kalde en sammenhængende historie som skriftsprog, der strækker sig mere end vel halvandet hundrede år tilbage i tiden: dansk, islandsk og svensk. De to norske skriftsprog og færøsk er nemlig blevet dannet som selvstændige skriftsprog efter midten af 1800-tallet – før 1850 var dansk det eneste officielle skriftsprog både i Norge og på Færøerne – og selvfølgelig i Danmark.

Som vi har nævnt før, blev nordiske sprog først skrevet med runer, men alle runeindskrifter er ganske korte, og der har i hvert fald næppe nogen sinde eksisteret en slags ”rigsrunesprog”. Da det latinske alfabetet kom med kristendommen i 1000-tallet, skrev man til at begynde med, sådan som man talte uden at tage noget hensyn til tidligere skrivemåder, for der eksisterede ingen ældre skrivemåder, og så må man bare forsøge at lytte sig til, hvordan man skal skrive, som mennesker gør overalt i verden, når man skal etablere helt nye skriftsprog. Men efterhånden udviklede der sig specielle skrifttraditioner, ofte knyttet til skriveskolerne ved klostre og andre steder, hvor det blev skrevet.

Bevidste forsøg på at skabe en slags officielt skriftsprog, som skulle gælde for et større område bliver der imidlertid for alvor først tale om fra omkring 1500, da bogtrykkerkunsten gjorde det muligt at masseproducere skrift. Da reformationen blev indført i hele Norden i begyndelsen af 1500-tallet, var det et af målene for den bevægelse, at alle skulle have mulighed for at læse Bibelen på modersmålet. I de to nordiske stater, som eksisterede den gang, blev Bibelen trykt på fire forskellige sprog:

1) I Danmark-Norge, som også omfattede Færøerne, Grønland og Island, kom Bibelen selvfølgelig på dansk, som var hovedsproget i kongeriget, men islændingene følte i 1500-tallet bestemt, at deres sprog var noget andet end dansk, og desuden havde de en lang og stolt tradition for at skrive på modersmålet, så der var aldrig nogen tvil om, at Bibelen skulle oversættes til islandsk.

2) I Sverige-Finland (Sverige og Finland var nemlig ét kongerige helt frem til 1809) var det oplagt, at Bibelen skulle komme på svensk, men den skulle desuden komme på finsk, hvis finnerne skulle have Bibelen på modersmålet, for finsk hører som bekendt til en helt anden sprogfamilie end svensk.


Efter reformationen blev der altså brugt fire sprog i Norden i kirkelig sammenhæng: Dansk i Danmark og Norge og på Færøyerne, islandsk på Island; i Sverige svensk, og i den finsksproglige del af Finland finsk. Uden for det religiøse område, blev der egentlig kun anvendt to sprog, nemlig dansk i hele det dansk-norske kongerige og svensk i hele Sverige-Finland. Finsk som officielt sprog i Finland blev ikke tilladt som ligestillet med svensk i Finland før i 1863, og da var Finland ikke længere en del af Sverige, men af Rusland – først i 1918 blev Finland en selvstændig republik.

De ”gamle” nordiske skriftsprog dansk, islandsk og svensk har altså en sammenhængende historie som skriftsprog, som i hvert fald går næsten tusinde år bagud i tid. Dansk og svensk skriftsprog bygger først og fremmest på talesproget i det område, hvor hovedstaden ligger – dvs. København og Stockholm – mens islandsk er specielt på den måde, at talesproget er praktisk talt dialektfrit og har altid været det. I den grad der findes afstand mellem skrift og tale på islandsk, er det altså på grund af, at al islandsk har forandret sig, efter at skriftsproget blev fastlagt.

På dansk er de gamle dialekter i dag langt på vej til at blive udryddet, mener nogle forskere, mens andre er uenige; men der er alligevel meget stor afstand mellem skrift og tale på dansk. Det skyldes, at den danske skriftnorm blev fastlagt for mange hundrede år siden, og da lød dansk talesprog helt anderledes end i dag. Det ser også ud til, at afstanden stadig blir større, fordi talesproget forandrer sig, mens skriftnormen ligger fast.

Også i Sverige er de gamle dialekter i stærk tilbagegang, men alligevel mere brugt end i Danmark. Der er heller ikke nær så stor afstand mellem skrift og tale på svensk, og afstanden er også blevet mindre i de sidste hundrede år, fordi rigssproget har optaget en del udtaleformer fra skriftsproget. For hundrede år siden var det f.eks. normalt at udtale en sætning som han målade huset som han måla huse, mens det almindelige i dag er at udtale alle ordene helt efter skriftbilledet, altså målade med –de og huset med –t.

Svensk før og efter 1906 og dansk før og efter 1948

Svensk og dansk har kun haft en større skrivereform efter 1900. I svensk skete det i 1906 og i dansk i 1948. Her er nogle eksempler, som viser, hvad der skete ved disse to reformer:


svensk før 1906

svensk efter 1906

en hvit bil

en vit bil

ett rödt hus

ett rött hus

han vill lefva sitt eget lif

han vill leva sitt eget liv

dansk før 1948

dansk efter 1948

det er en Baad

det er en båd

han både vilde og kunde gøre det

han både ville og kunne gøre det



De ”unge” nordiske skriftsprog: norsk (bokmål og nynorsk) og færøsk

Alle disse sprog er resultat af såkaldte sproglige nationsbygningsprojekter, som var almindelige mange steder i Europa i 1800-tallet. I Norge hang det sammen med, at Norge var blevet skilt fra Danmark i 1814 og skulle dermed finde sin identitet som en selvstændig nation, eftersom landet ikke længere var en del af tvillingeriget Danmark-Norge, hvor dansk selvfølgelig havde været skriftsproget. På Færøerne har den sproglige frigørelse fra dansk ikke i samme grad sammenhæng med politiske forandringer, eftersom Færøerne som bekendt fortsat hører politisk sammen med Danmark. Færingerne føler sig derimod i kulturel og sproglig forstand som en selvstændig nation, og dermed var det naturligt, at der også opstod et ønske om at skabe et eget færøsk skriftsprog.


Norsk - nynorsk og bokmål

I 1840'erne rejste den selvlærte sprogforsker Ivar Aasen (1813-1896) rundt i Norge og undersøgte dialekterne, og på grundlag af det, han fandt ud af, skabte han et nyt norsk skriftsprog, som han kaldte landsmål. I 1885 blev landsmålet officielt ligestillet med det norsk-danske skriftsprog, som blev brugt i praktisk talt samme form i både Danmark og Norge helt frem til 1907. Aasens oprindelige sprogform har senere gennomgået diverse revisioner og kaldes i dag nynorsk. Det er det foretrukne skriftsprog for 10-15 % af befolkningen i Norge.

Flertalsskriftsproget i Norge kaldes derimod officielt bokmål, uofficielt også riksmål, og dette stammer fra det fælles norsk-danske skriftsprog, men efter 1907 er det revideret flere ganger, sådan at det i dag fremstår som et selvstændigt skriftsprog forskelligt fra dansk, selv om det fortsat ligner dansk i skrift, men er meget forskelligt fra dansk som talesprog.

Både bokmål og nynorsk har en mængde såkaldte valgfrie former, dvs. alternative skrivemåder og bøjninger af mange ord. Dette skyldes først og fremmest, at man i lang tid forsøgte at nærme de to norske sprogformer til hinanden gennem trinvise reformer med tanke på en fremtidig fuld sammensmelting i et fælles såkaldt samnorsk sprog, men den politik er nu officielt opgivet.

Alle norske skoleelever skal lære at skrive både bokmål og nynorsk, men den ene af de såkaldte målformer er hovedmål, og for ca. 87 % af eleverne er hovedmålet bokmål, og nynorsk sidemål, mens ca. 13 % har nynorsk som hovedmål og bokmål som sidemål.

Officielt går man i dag ind for, at bokmål og nynorsk skal leve videre i fredelig sameksistens. Der er alligevel en del misfornøjelse på græsrodsplan, fordi norsk skriftsprog skal findes i to ret ens, men alligevel ikke helt ens udgaver, og der er kræfter, som ønsker at komme frem til det, man opfatter som en mere normal sprogsituation med kun et norsk skriftsprog i landet. Det blir spændende at se, hvordan det kommer til at gå med de norske sprogformer i fremtiden!


Færøsk

Det moderne færøske skriftsprog blev skabt omkring 1850, altså på omtrent samme tid som Aasen indførte landsmålet i Norge. I modsætning til hvad der er tilfældet med Aasens landsmål, som er blevet revideret mange gange i eftertiden, har den færøske norm, som blev skabt af præsten V.U. Hammarshaimb (1819-1909) i 1846, været praktisk talt uændret frem til i dag.

Færøsk er i dag hovedsproget på Færøerne, men alle færinger taler og skriver også godt dansk. Der findes derimod ikke nogen indfødt overklasse på Færøerne, som bruger dansk med færøsk udtale som dagligt talesprog. Dette står i skarp kontrast til situationen i Norge, hvor bokmål som talt sprog historisk er opstået ved, at den norske overklasse i 1700-tallet tog dansk skriftsprog i brug som basis for dagligt talesprog, som dermed kom til at fremstå som et blandingstalesprog med danske ord og former, men norsk udtale. Det er altså dette talesprog og det tilhørende skriftsprog, som mange i dag ret og slet opfatter som norsk .

Når færinger taler med nordmænd eller svenskere, bruger de også gerne et lignende talesprog, hvor ord og former er danske, men udtalen færøsk. Dette kaldes populært gøtudanskt - dvs. gadedansk, og det lyder faktisk (ikke uventet!) ret meget som norsk bokmål, men der er ingen færinger, som bruger det i daglig tale. Derimod er det et ypperligt mundtligt kommunikationsmiddel for færinger både over for nordmænd og svenskere, og eftersom færingerne også kan tale ”rigtig dansk”, har de heller ingen problemer med at forstå dansk eller gøre sig forstået i Danmark. Færingerne er derfor den nordiske nation, som har den suverænt bedste sprogkompetence af alle, eftersom de forstår alle skandinaviske sprog uden problemer, og desuden kan de også læse islandsk. Det sidste skyldes, at færøsk skriftsprog ligner islandsk meget på skrift, mens udtalen er ret så forskellig. Færinger og islændinge kan derimod normalt ikke tale sammen på modersmålet, men de kan læse hinandens skriftsprog.

At færingerne er mestre i nordisk sprogforståelse, er selvfølgelig ingen tilfældighed, men ret og slet en konsekvens af, at de som et lille folk er nødt til at lære de sprog, der tales i de større nabolande for at kunne kommunikere. Men dette har samtidig ført til, at færingerne er den eneste nordiske nation, hvor praktisk talt hele befolkningen realiserer intentionen i den nordiske sprogdeklaration, som blev vedtaget af Nordisk Ministerråd i 2006, hvor det blir fremhævet som et vigtigt mål, at alle i Norden skal kunne kommunikere med hinanden på et skandinavisk sprog. Konklusionen blir dermed, at den mindste nordiske nation er den sprogmægtigste!

1 Takk til Trygve Skomedal, som har vært behjelpelig med å lage den norrøne teksten.

2 Dette gjelder førsteleddet i de sammensatte orda mannanafna, fólkanøvnunum, personnavne, personnamn, personnavn. Sisteleddet består derimot av ulike former av ordet navn, som er nordisk.

3 Dette ordet er også et importord – jf. ord som pryd og pryde, som opprinnelig er lånt fra gammelfransk – men disse orda er lånt mye tidligere enn pompøs og føles derfor ikke som fremmede lenger.

 


In order to continue using the Java applets, see troubleshooting tips and Download Java.
On Windows use Internet Explorer 11. macOS no longer supports Java applets.
The Chrome extension CheerpJ Applet Runner may work for some use-cases.


Copyright 1996-2022 | Report a Problem / Contact Us | Printable Version