Hvis en sætning indeholder kun eet verbum, vil dette udfylde rollen som verballed, og ofte betyder tilstedeværelsen af flere verber bare, at sætningen indeholder tilsvarende mange ledsætninger, eller sideording af verber Hvis du kommer, får du gløgg. Han tog til Amerika og blev rig. Imidlertid kan verber også danne kæder, hvor verberne er direkte afhængige af hinanden, og man kan vælge at betragte helheden som eet verbal (en gruppe):

• 1. Vi har spist.
• 2. Du skal spise det.
• 3. Han ville være kommet, hvis ...

Det betydningsmæssigt vigtigste verbum i kæden kaldes hovedverbum, og står på dansk som sidste verbum, mens der foran kan stå et eller flere hjælpeverber (1). Bemærk, at kun det første verbum kan være finit (tidsbøjet) - uden dog at behøve at være det. Med udgangspunkt i engelsk får hovedverbet i VISL forkortelsen Vm (main verb, en bolle med stjerne), mens hjælpeverber hedder Vaux (auxiliary, hul bolle). Man kan skelne mellem hjælpeverber, der danner komplekse tider (have, være) eller passiv (blive, være) på den ene side, og modalverber på den anden (ville, kunne, skulle, måtte, burde).

Hvis man betragter verbalgruppen som en almindelig (hypotaktisk) gruppe, bliver hovedverbet til kerne (H), og hjælpeverberne til dependenter (D). Andre analysemuligheder er at sige, (a) at hjælpeverbet styrer hovedverbet på samme måde som andre verber styrer deres objekter, eller (b) at sætningen indeholder 2 selvstændige led, AUX og V. Vi vil dog her holde fast i VISL's standardanalyse som gruppe.

Verbalgrupper kan indeholde andet materiale end verber, bl.a. småord der står foran infinitiver. Vi kalder denne funktion for infinitivmarkør (INFM). For dansk, tysk og engelsk er traditionen at bruge samme betegnelse om ordklassen, således at 'at', 'zu' og 'to' bliver klasser med kun eet ord (INFM:infm), men der er andre muligheder. De romanske sprog, for eksempel, regner infinitivmarkøren som en præposition, norsk som en konjunktion. Her vil vi vælge at bevare en eens ledbetegnelse, men skiftende ordklasser (INFM:prp, INFM:conj).

Dansk, engelsk og tysk har desuden verbalpartikler (Vpart), der knytter sig til hovedverbet. Partiklerne kunne betragtes som endnu en type sætningsled (på niveau med S, O, P og A), men pga. den særligt tætte tilknytning til verbet kan man også vælge at gøre dem til del (dependent) af verbalgruppen.

• købe ind, spise op, falde fra
• take off, get by
• anstreichen, angestrichen, er streicht das Haus an

Ordklassemæssigt vil vi her kalde verbalpartiklerne for adverbier (Vpart:adv), men som tysk og det sidste danske eksempel viser, kan partiklerne også blive egentlige (morfologiske) dele af verbet (frafalde - falde fra). Mange af disse partikler kunne i en anden sammenhæng kaldes for præpositioner (fra, off, by, an), men vi vil her kun tale om præpositioner, når der også er en styrelse (en dependent) til præpositionen.

Et særligt problem ved analysen af danske verbaler som grupper er, at gruppen ganske ofte bliver delt i to af mellemstående adverbialer eller subjektet. Delte led hedder diskontinuerte led. Bemærk at subjektet på dansk kun kan stå mellem hjælpe- og hovedverbum i hovedsætninger, ikke i ledsætninger (1). Objekter på samme plads tillades i øvrigt kun med negering (3), mens de sagtens kan stå mellem hovedverbet og verbalpartiklen (4).

• 1. Det har ikke været muligt. MEN: ..., at det ikke har været muligt.
• 2. I Kina spiser man hunde.
• 3. Moster Ane har ingen kage bagt denne gang
• 4. Du kan ikke trække momsen fra