Chapter 2

Da Silas sent om eftermiddagen igen kom til syne i døren til hestehandlerens private gemak, virkede han yderst vågen og veloplagt. Han så sig om i stalden med klare øjne, og Bartolin kunne ikke undgå at mærke hans interesse for dyrene.

Men nu var der også ganske mange heste for tiden, tænkte han, stalden var næsten helt fuld, og det var et flot syn når man kastede et blik ned langs rækken der nåede fra den ene ende af det lange hus til den anden.

Bartolin kunne med rette kro sig. Men det var jo godt nok et større arbejde at passe dem,

Nå, nu ser du lidt mere kvik ud, sagde han da Silas kom hen til ham.

Nu wer der heller ikke mere tilbage, svarede drengen tilfreds og gnubbede sig på maven.

Hvad er det der ikke er mere tilbage af?

Hestehandlerens stemme var fuld af bange anelser.

Af maden, sagde Silas ligeud. Nu er jeg bare så tørstig, har du ikke noget jeg kan drikke.

Har du ædt det hele?

Bartolin ville ikke tro sine egne ører. Har du ikke levnet noget til mig?

Jamen jeg var da sulten, fastholdt Silas.